Jonas Capion var godt tilfreds med holdets indsats… FOTO: Torben Lund.
23 Red Supportere tog denne gang turen til udekamp, en kamp der skulle spilles i Grenaa Idrætscenter og som altid var der helt styr på tiden. Vi fik lidt at spise en halv time efter at have nået motorvejen og så gik turen ellers videre. Men, da vi nåede Århus blev vi overhalet af et fejeblad med blå blink, der var sket et trafikuheld og Google Maps havde regnet ud at vi ville nå målet klokken 19.19, 11 minutter før kampstart. Så var vi ellers nervøse, det gik langsom fremad, men vi kom forbi og holdt uden for hallen 10 minutter før kampstart.
Der er et stykke vej ind til hallen og da vi kom derind, var spillerne ude og gøre klar til indløb. Da de gik ud af hallen kunne de derfor ikke se skyggen af en supporter, men da de løb ind, var det til den sædvanlige opbakning, med bulder og brag, alt var som det skulle være, men det var på et hængende hår.
TM Tønder fik hurtigt kontrol over kampen og kunne bringe sig foran med 6-3. Ikke overraskende var det Mathias Nikolajsen og Kasper Skov der scorede målene i det første kvarter. Norddjurs lukker normalt mange mål ind, men i dagens kamp tog de godt fat i forsvaret. Det kostede tre udvisninger i 1.halvleg. Alle tre undertalsperioder tabte hjemmeholdet med 1-2. Frederik Garsdal Adamsen havde vi besvær med i 1.halvleg og han holdt molsboerne inde i kampen, men selv om TMT brændte nogle unødvendige chancer, havde vi nemt ved at score og førte 18-15 ved pausen.
Føringen holdt efter pausen og nogle gange var vi også foran med fem. Vi havde stadig forholdsvis nemt ved at score og ved 18-22 skulle vi have lukket kampen. To såkaldte direktører blev brændt, det samme gjorde et straffekast. Nogle afslutninger blev sendt direkte på kroppen af deres keeper og pludselig stode der 24-26 på tavlen. Vi var mange der huskede det forrige besøg i netop Grenaa. Lars skiftede begge fløje ud og Jonas Capion diskede efterfølgende op med flotte redninger. Rune Schrøder tog et kæmpe ansvar i de sidste 12 minutter, ville ikke tabe her igen og Mathias Nikolajsen kæmpede som han havde gjort hele kampen. TM Tønder trak fra og kunne juble over en flot sejr på 34-29 mod en ganske svær modstander.
Vi skal også huske at rose dommerne når de fortjener det. Ligadommer Thomas Kalisz Nielsen og 1.divisionsdommer Simon Goos dømte er fornem kamp. Kalisz niveau er bare formidabelt. Han har overskud og charme under kampene og ingen brokker sig over hans kendelser og så trak han Simon Goos op på sit niveau. Bravo siger vi bare, lad os få flere dommere af den kaliber.
Vore keepere havde tilsammen 13 redninger i kampen, hvilket er absolut godkendt mod rækkens næstmest scorende hold. Efter kampen talte vi med Jonas Capion, der leverede sin bedste præstation i TMT trøjen, indtil nu. “Det er en kamp der bliver vundet på fight, hele vejen rundt. Vi vidste godt at det ville blive svært at slå dem heroppe. Norddjurs er i god form og spiller godt for tiden, men vi går altså bare derind og kæmper den hjem. Det er altid godt at se sin målmandkolega redde bolde, men det er altså også rigtig godt, lige at komme ind og vise at man selv kan tage med både arme og ben, så det var virkelig befriende at få lov til at komme ind i dag. Jeg synes ikke at jeg er afgørende i dag, jeg synes helt sikkert at det her var en holdsejr”, sagde Jonas Capion efter kampen, inden han skulle tilbage i hallen og strække ud.

Thomas Kalisz Nielsen og Simon Goos skal have stor ros for at levere varen. FOTO: Torben Lund.