TM Tønder starter forfra, fra 2.division
Efter nedrykningen til 2.division skulle der startes helt forfra. En hel ny trup skulle sættes sammen, omkring de få der stadig var tilbage. Økonomien skulle rettes op efter den dyre trup der var rykket ned og det betød at truppen kørte til udekampe i en 17 mands bus, med Johnny Larsen som chauffør. TMT Red Support fulgte så efter i en 50 personers bus med 25-30 tilhængere, det var den omvendte verden. Men TMT ville straks tilbage og de første 10 kampe blev vundet. Den sidste kamp inden jul tabte vi ude mod nummer to Otterup, men lå stadig på en sikker førsteplads. Efter jul kom der dog grus i maskineriet og vi tabte bl.a. med 10 mål til et bundhold. Igen røg en træner i utide og bøtten blev vendt. Inden den sidste kamp, hjemme mod Otterup måtte vi bare ikke tabe, så var oprykningen i hus. Nerverne sad dog ude på tøjet og vi tabte kampen. AG københavns konkurs gav os dog alligevel biletten til 1.division.
Otterups træner, Sune Gren blev hentet til Tønder og endelig kunne vi se en træner der virkelig havde en plan med holdet. Et stærkt forsvar blev bygget op og vi var slet ikke i nærheden af nedrykning i den sæson. Sæsonen efter var endnu bedre og vi var tæt på oprykningsspil. Klubben bøvlede dog stadig med økonomien efter det tjekkiske eventyr, så der var slet ikke råd til det oprykningsspil. Sune Gren stoppede efter det år og Claus Lyngsøe kom til. Claus var en super kompetent træner der trak en del spillere med sig fra Sønderborg. Der var i det hele taget store udskiftninger i truppen og vi startede endnu engang helt forfra. Den første kamp husker alle. Vi kom bagud 0-11 mod TSØ og vandt kampen 26-25. Det var starten på et nyt eventyr, men holdet var ikke helt stærk nok. I løbet af sæsonen blev vi derfor forstærket med Oliver Eggert, Rolf Ravn og Kristian Stoklund.
Sæson to med Lyngsøe blev derfor helt fantastisk. Holdet var for alvor blevet en stærk enhed og vi var rækkens stærkeste hold, sammen med Randers. Vi gik fra sejr til sejr, ja i en udekamp i København holdt vi FIF nede på 10 scoringer, det var fantastisk. Efter jul dummede vi os og smed tre dumme point og da vi oveni tabte i Randers, var det dem der lå i toppen. Vi havde lige mange point, men de var et mål bedre indbyrdes. Vi vandt resten af vore kampe, med det gjorde Randers også, så vi måtte i oprykningsspil mod Nordsjælland.
I den første oprykningskamp i Tønderhal 2 havde Nordsjælland styr på tingene. Et rødt kort til en Nordsjælland spiller vendte dog op og ned på det hele, samtidig med at Christian Trans storspillede i målet og TMT vandt 29-25. Vi havde haft svært ved at samle folk nok til returkampen, men efter kampen væltede tilmeldingerne ind og daværende borgmester Laurids Rudebæk sponsorede den første bus. Det blev ved den ene bus og med stor tro på tingene dragede vi mod Nordsjælland. Det var en kamp hvor vi hele tiden hang på, en kamp med færre mål end i den første, så vi måtte tabe med tre. Med få minutter igen stod der 18-16, med det lykkedes dem at kamme på 20-16 og det var jo nok, Jimmi Elmgaard ramte stolpen og løbet var kørt. Vi gik dog i helbanepres og NH dummede sig. I stedet for at spille bolden fremad eller sidelæns, blev der lagt en lang bold retur til målmanden og der blev dømt nøl. Målmanden kunne bare have lagt bolden og tiden ville være løbet ud, men han tyrede den langt væk, fik det røde kort og TMT fik straffe. Vandvittigt drama og Kristian Stoklund der havde brændt et par straffekast tog bolden og tyrede den ind. TMT var i ligaen og NH træner Ian Marco Fog flåede sin trøje i stykker, frustreret over sit eget hold. NH vandt 20-17, men i sidste ende føltes nederlaget som en stor TMT sejr.
Efterfølgende var der meget polimik omkring kampens afslutning. Alle havde en mening, men TMT havde ikke gjort noget forkert, så der var intet at protestere over. Vi havde gjort det, sammen, TM Tønder og TMT Red Support.
