Foto: Flemming Andersen
På fredag er der igen hjemmekamp for TM Tønder og vi starter naturligvis, som altid i Fanzonen. Klokken 18.00 kigger vores nye assistenttræner Kenneth Bach Hansen ind og så skal vi lære ham lidt bedre at kende. Han har jo prøvet lidt forskellige ting i karrieren, så det skal blive spændende at høre lidt om det og hvorfor han er at finde i TM Tønder i dag. Og naturligvis om hans tanker om fremtiden.
Og klokken 19.30 går det så løs i hallen, mellem to hold, TM Tønder og HC Midtjylland, der begge havde forventet en bedre pointhøst end tilfældet er lige nu. TM Tønder står på syv og HC Midtjylland på otte point efter ni kampe, og det er ikke tilfredsstillende for nogle af holdene, så det er to pointsultne hold der står over for hinanden.
HC Midtjylland har haft noget udskiftning op til denne sæson og har bl.a. hentet to tidligere TMT spillere ind. Simon Egtved vogter målet og Livio Klausen spiller højre back. Om det er tilførslen af Livio, der er dygtig til at iscenesætte sine holdkammerater, der er årsagen, skal være uvist, men efter at han er kommet til, er Rasmus Graffe blevet særdeles målfarlig. 60 rene mål og tre på straffekast, sender ham op på 2.pladsen på topscorerlisten, så der er i hvert fald en opgave der skal løses, rent defensivt.
TM Tønder tabte godt nok i HØJ, men faktisk spillede holdet en strålende kamp og tilspillede sig enormt mange fine chancer. Kan vi levere en lignende indsats mod HCM og få boldene puttet i kassen, denne gang, så skal vi nok komme over de 30 mål, som der nok skal til. Og ja, så gælder det jo også lige om at få lukket ned for Rasmus Graffe, så de to point kan blive i Tønder.
Vi ses på fredag, klokken 18.00 i Fanzonen og klokken 19.30 i hallen.