Foto: Torben Lund
22 mand stærk drog TMT Red Support afsted mod Herning, fredag eftermiddag. Ved godt mod og stor tro på at vore lækre drenge med vores hjælp nok skulle give HC Midtjylland kamp til stregen, var humøret højt da vi holdt pause omkring Vejle. Her blev aftensmaden indtaget, hvor den stod på franske hotdogs og Frankfurtere. Nogle spiste sandwich, som man kan få til favorable priser, hvis man bestiller dem ved tilmelding til turene. Vi var afsted i stor bus og det betød at der var kaffe på kanden. Som det kan ses på billederne, så hyggede vi os på en lun fredag eftermiddag.

Vel ankommet til den spritnye hal i Herning fandt vi vores pladser i afsnit H i det ene hjørne. TM Tønder fik naturligvis et indløb med en helt fantastisk opbakning af Red Support, mens hjemmeholdet måtte have hjælp af lydanlægget for at få noget der bare lød som om. Det var generelt et meget stille hjemmepublikum, måske fordi der var ishockey i hallen ved siden af, men i håndboldhallen var opbakning en mangelvare. Til gengæld var der totalopbakning til det unge TMT hold der konstant blev pisket frem af Red Support, selv da vi var bagud med 6 mål. Det gør en kæmpe forskel og drengene havde så meget fortjent at komme hjem med et point eller to. Det skete desværre ikke, men efter en meget flot præstation var der standing ovation til TMT drengene der svarede igen med at klappe ud mod supporterne. HCM forlod hallen og vidste man ikke bedre skulle man tro at det var os der havde vundet.
Efter kampen var det da også uden skuffelse i kroppen at vi tog turen mod Tønder. Der var en super stemning i bussen, vore drenge havde jo lige overbevist os om at vi kan slå dem alle, når de rammer dette her niveau. Igen var der ingen der ramte det helt rigtige resultat i tipskonkurrencen, selvom der var blevet tippet sejre til begge hold og mange havde troet på uafgjort, så nu er der penge at tjene, hvis man melder sig til næste udekamp i Ajax, hvor der bl.a. tilbydes overnatning.
Vi er stolte vi er fra Tønder af, blev der flere gange sunget i hallen, og det er vi, efter en fremragende kamp med masser af fart og egentlig få tekniske fejl. En flot kamp, en reklame for dansk håndbold. Stærkt drenge, vi er med jer igen næste gang.
