Oliver Eggert vender stærkere tilbage, især i forsvaret.

Oliver Eggert vender stærkere tilbage, især i forsvaret.

Oliver Eggert er af os alle husket for de mange mål han scorede for TMT. En høj spiller med et kraftfuldt skud, der kunne være svær at håndtere for vore modstandere. Siden tiden i TMT, har Oliver været forbi SønderjyskE, været en tur i Frankrig, tilbage i Sønderborg, og lige nu er han i gang med sin måske største succes i Pfadi Winthertur i den schweiziske liga. Oliver Eggert der spiller med nummer 7 i Winthertur kan spille alle pladser i bagkæden, men har desuden udviklet sig til en stærk forsvarsspiller, og der passer han jo perfekt ind i den stærke forsvarskultur i TM Tønder.

Til en lokal avis, er Olivers træner Goran Cvetkovic, da også kun fuld af lovord over for sin danske stjerne: “Oliver er en rigtig teamplayer. Han er ikke den der bare tager bolden og hamrer 10 bolde ind, selv om han godt kunne. Og så er han med afstand den bedste forsvarsspiller i ligaen, fordi han er stor, bevægelig og læser spillet rigtig godt” siger Cvetkovic til mediet.

Og selv om Pfadi Winthertur gerne ville forlænge med Oliver, har familien valgt at turen går retur til det sønderjyske, hvor han, og hans kone Emma, der er fra Bredebro, samt deres to drenge på 5 og 3 år, skal i gang med en ny tilværelse i Tønder og TM Tønder håndbold. Faktisk købte de allerede hus i Tønder for et år siden, og der flytter de ind når sæsonen i Schweiz er slut. Samtidig med ankomsten til Tønder, håber Oliver at kunne starte med en tømreruddanelse og så skal han jo spille håndbold for TMT igen, og det glæder vi os rigtig meget til.

Og det går i øvrigt ganske udemærket i Schweiz, hvor Oliver og Co. var i pokalfinalen, som de dog tabte 26-29 til storholdet Kadetten. I grundspillet blev de nummer tre og har i slutspillet, hvor der spilles bedst af 5 kampe, (altså gælder det om først at komme på tre sejre), slået St.Gallen med tre sejre mod en. Oliver og hans hold er dermed i gang med semifinalerne, hvor modstanderen er grundspillets nummer to, Kriens. De to første semifinaler er dog tabt klart, 38-27 og 41-33.

Vi ønsker Oliver held og lykke med de sidste kampe i Schweiz og glæder os til gensynet i TM Tønder.