TMT 2 ser ud til at få et rigtigt spændende hold i kommende sæson og det fik Bremen holdet ATSV Habenhausen at mærke fredag aften. Emilie Balsby og Casper Rahr Madsen havde udtaget et spændende hold med spillere som Thomas og Troels Clausen, Mads Mortensen, Mickey Olah, Hans Holst, Morten Schnoor og Magnus Tarp Poulsen. Alle spillere som er eller har været inde omkring førsteholdet.
Og det blev en fremragende første halvleg, som hurtigt udviklede sig til en kamp mellem to hold med niveauforskel. Forsvaret stod rigtig stærkt og mange af tyskernes afslutninger ramte slet ikke målet og ellers stod Mads Mortensen bare og pillede dem. Angrebsmæssigt lagde især Mickey Olah et kæmpe pres på tyskernes defensiv og kun en stærk tysk keeper sørgede for at det ikke blev værre end som så. Via 10-5 stod der 15-8 ved pausen.
Efter pausen fortsatte TMT drengene dominansen og efter bare 9 minutter stod der 22-10 på tavlen og TMT behøvede såmænd ikke engang at spille sig igennem. Alle skud gik bare i mål i den periode. Tempoet og motivationen begyndte dog at smuldre, der blev givet spilletid til alle. 10 minutter før tid var stillingen 29-13. Den tyske keeper ville ikke stå tilbage for Mads Mortensen i Tøndermålet og der blev stort set ikke scoret i de sidste 10, ret sløve minutter og kampen sluttede 30-15. Vi så et rigtigt spændende TMT hold der fik prøvet nogle ting af, som f.eks. 5-1 forsvar.
Søndag den 17.august spiller holdet igen hjemme i Tønderhal 2, denne gang mod Ribes U19 ligahold.
