Skal du med til Frederiksberg

Skal du med til Frederiksberg

Vi er alle rigtig ærgerlige over det uventede nederlag i Tønderhallerne i søndags. Vi mødte et rutineret hold, der spillede præcis den slags håndbold som vi gerne vil spille og det gjorde de rigtig godt. Midt i skuffelsen skal vi lige huske at vi helt bevidst er en klub der satser på unge spillere og når truppen er så ung, så vil der være udfald som det vi så i søndags. Og det udnyttede de rutinerede nordjyder så på flotteste vis.

Opgaven nu, for truppen, bliver at få det vendt igen, så vi kan komme tilbage på rette spor og her står TMT Red Support naturligvis klar til at hjælpe med det vi kan, opbakning på sidelinien. Derfor har vi indsat en stor bus til turen til Frederiksberghallerne, hvor HC København, der tidligere hed FIF venter. Inden vi tjekker ind i Frederiksberg kører vi lige forbi Vridsløselille statsfængsel og tjekker om Egon olsen er på vej ud og vi kører lige over Valby for at se den nye Olsen banden statue. Busturen koster 100 kroner for medlemmer og entreen til kampen koster 50 kroner. Tilmelding sker på tlf. 51 29 33 50.

HC København er en overbygning mellem FIF og Ajax og er i bund og grund nok FIF i nye klæder. Det er stort set de samme spillere, den samme spillestil og samme træner. Det hurtige spil som TMT (og i søndags ESV) praktiserer, det kan HCK også spille, så vi skal være mere end klar fra start, som sidste sæson, da vi vandt med 15 mål i Frederiksberghallerne. Ellers har de to klubber ofte spillet tætte kampe og HCK er efter en sæsonstart, der blot har givet et enkelt point i fem kampe, et hold som må anses som et såret dyr, der vil gå ud og kæmpe som vilde.

To nederlag i træk har også gjort TM Tønder til, om ikke et såret dyr, så i hvert fald til et hold der har fået et hak i selvforståelsen og derfor går ind til kampen med en vilje for at vise at det her skal ikke ske igen. Og her kommer Red Support ind i billedet. Vi skal give holdet en formidabel opbakning, vise dem at vi støtter i med, som i modgang og jo flere TMT fans vi er samlet, des bedre. Derfor er der kun gode grunde til at få sig tilmeldt turen. Lad os få fyldt den bus og vise holdet at vi støtter dem. Sammen er vi stærke.

Afgang fra Tønderhallerne: Søndag klokken 9.30

Hjemkomst til Tønderhallerne: ca. klokken 21.00

Kampstart klokken 15.00

Stor Bus: Vi samler gerne op undervejs

Tilmelding til Allan: 51 29 33 50

Pris for transport og entre: 150 kroner (Billet i døren koster 80 kroner)

Ikke medlemmer betaler 125 kroner ekstra, men dette beløb modregnes hvis man melder sig ind undervejs.