Flensburg/Handewitt er et hold i krise

Flensburg/Handewitt er et hold i krise

For bare 10 dage siden så alt fantastisk ud for Flensburg/Handewitt. De var et seriøst bud på en tysk mester, var i pokal final 4 og havde i udekampen mod spanske Granollers vundet 31-30 og havde mere end det ene ben i euroleague final 4, som skal afvikles hjemme i Flensburger Fördehalle.

Siden er der dog sket ting og sager med det tyske storhold, der har så mange danske fans. Først tabte de 28-31 til Löven i pokalturneringen og missede dermed finalen, så tabte de hjemme til Granollers med hele 27-35 og kommer dermed ikke til at spille Final 4 i egen arena. Og som om det ikke var slemt nok, så har de netop tabt 29-19 i Kiel og er dermed 4 point efter i kampen om mesterskabet. Cheftræner Maik Machulla blev i denne uge fyret, 8 kampe før sæsonen er slut og bare et par dage før opvisningskampen mod TM Tønder i Leck.

Så når TM Tønder, der er ved at forberede sig på pokalkampen mod Kolding, den 10.maj, stiller op mod Flensburg, er det ikke til at vide hvad det er vi er oppe imod. Fem danske landsholdspillere skal spille landskamp på torsdag og er nok ikke med og måske mangler der andre landsholdsspillere, så der er nok en del ungdomsspillere med. Desuden aner vi ikke hvem der skal styre holdet fra sidelinien, så det bliver da spændende at se hvad det er for en modstander vi skal op imod.

TMT Red support kommer i hvert fald med 15 mand og vil bakke vore drenge op, på bedste vis. Kampen spilles i Leck, onsdag klokken 19.00.