Unge TMT drenge skød brystkassen frem og leverede som mandfolk

Unge TMT drenge skød brystkassen frem og leverede som mandfolk

TM Tønders unge andethold tabte for en uge siden hjemmekampen mod Rødekro/Åbenrå, men da BBI samtidig tabte i Esbjerg, blev nederlaget knap så kostbart for det unge TMT hold. I denne runde skulle holdene så mødes igen og BBI fik sat to point på kontoen. Det betød at TMT 2 skulle hente point i det svære opgør i Rødekro. Svært fordi Rødekro er et hold der bare kæmper i alle 60 minutter, hvilket man så for en uge siden, hvor TMT førte 12-6, men tabte 32-37.

Og opstarten i Rødekro var ikke optimalt, da holdets mest rutinerede, stregspiller Jakob Brandt vred om på foden under opvarmningen og efter kort tid på banen måtte opgive at spille. Så bestod holdet af 1.års seniorer og Mickey Olah, der trods alt også spillede senior sidste år. Det unge TMT hold, anført af Mickey kom dog godt fra start og bragte sig hurtigt foran 5-0. Mads Mortensen i målet tog godt fra, med redninger af høj klasse og midtvejs i halvlegen stod der 11-6, hvilket sagtens kunne give et flashback til sidste uges kamp. Hjemmeholdet blev bare ved med at kæmpe og fik sig da også spillet på 12-14. Ved pausen var TMT drengene foran med tre mål.

To scoringer efter pausen, krydret med gode redninger af Mortensen betød at TMT igen kunne bringe sig foran med to mål. En periode hvor vi havde svært ved at score og hvor kendelserne heller ikke gik vores vej, bragte spændingen tilbage i kampen og det lykkedes hjemmeholdet at kæmpe sig på 20-20, til trods for flere pragtredninger af Mads Mortensen. Herfra fandt TMT tilbage til spillet. Rødekro havde forsøgt sig med mandsopdækning af en stærkt spillende Emil Gammelgaard og samtidig stå højt på Mickey Olah. Emil gik ud på højre fløj og Magnus Poulsen trak ind på backen, hvor han har erfaring med at spille. Det fungerede rigtig godt og TMT trak igen fra og nu gik kendelserne også lidt vores vej, hvilket kostede et gult kort og en to minutters udvisning til hjemmeholdets træner. Mens Mads tog boldene i den ene ende, tog Emil sig af scoringerne i den anden ende, lige som fløjene Poulsen og Carlsen var skarpe. Og så sluttede kampen med en TMT sejr på 33-30 og førstepladsen er bevaret.

Det var en kamp hvor alle leverede på fornem vis. Mads og Emil der skilte sig ud. Mickey og Simon, der med deres fysik hele tiden lagde et stort pres på modstanderne. Kasper og Magnus der var skarpe og lynhurtige i kontrafasen og Christian der måtte fighte som sindsygt på stregen, i fraværet af Brandt. Magnus der dækkede treer på flotteste vis og ja, vi kan blive ved med at fremhæve. Drengene skød brystet frem og viste at selv om man er ung, kan man godt være et mandfolk.

Også U15 drengene med vores ven, Jasper Tønder mellem stængerne var i kamp. De havde tabt hjemme til Vamdrup for en uge siden med cifrene 18-21. I returkampen i Vamdrup trak Jasper og Co. det længste strå og vandt 22-17. Også U15 drengene der spiller i 2.division har sat sig på førstepladsen i deres række. U19 drengene bevarede 2.pladsen i deres række, med en sejr på 36-24 i Bylderup Bov.