Mads Mortensen, mine damer og herrer, bemærk lige navnet, ham kommer vi til at høre mere om. Sikke et talent vores andethold har i målet.
Torsdag aften spillede TM Tønders andethold mod Kolding HK, der var placeret på rækkens andenplads og kravet var en sejr på tre mål, for at kunne overhale dem i tabellen og tage andenpladsen.
Fra kampens første sekund satte Mads Mortensen dagsordenen og tog hvad der kom. Det gjorde Karsten Tietje sådan set også i den anden ende, så efter fem minutter var stillingen 1-0. Der kom gang i skytterne og TMT bragte sig foran med 7-3. Og selv om Kolding et par gange kom på minus to mål, så var det som om det energifyldte TMT hold hele tiden havde et gear ekstra og med contramål af Carlsen, stærke gennembrud fra bagkæden, eller mål fra stregen øgede holdet igen afstanden. 15-13 blev således til pausestillingen 18-13 på to minutter.
Og Mads Mortensen der havde stået en fremragende 1.halvleg på 31,6 procent blev kun bedre efter pausen, hvor han diskede op med 100 procents redninger ad libitum. Han var 2.halvlegs helt store profil og tillod kun Kolding at score seks gange efter pausen. En redningsprocent efter pausen på hele 62,5 procent og set over hele kampen 16 redninger, var den helt store forskel og TMT 2 kunne derfor nemt køre en sikker sejr på 30-19 i hus og kan med stolthed se tilbage på en godkendt sæson og en flot 2.plads.
