TM Tønder besejrer stærk tysk modstander fra 2.Bundesliga

TM Tønder besejrer stærk tysk modstander fra 2.Bundesliga

Der bliver taget fat i forsvaret….Foto: Flemming Andersen

TM Tønder skulle tirsdag igen spille kamp i Skærbæk, og denne gang var modstanderen et godt sammenspillet VFL Lübeck-Schwartau fra 2.Bundesligaens bedste halvdel, et hold der fuldstændigt splittede KIF Kolding ad i lørdags, med en flot sejr på 42-32 (20-15). Så mange mål havde TM Tønder ikke tænkt sig at lukke ind, så det var to stærke forsvar, der mødtes tirsdag eftermiddag.

Oliver Briese startede inde denne gang og efter 10 minutter havde det tyske hold blot passeret den høje fynbo fire gange, så TMT førte på dette tidspunkt med 6-4. Det blev endnu bedre da TM Tønder vandt de næste 10 minutter med 7-4 og således bragte sig foran med 13-8. Ved pausen var stillingen 15-11. At holde dette tyske hold på 11 scoringer er bestemt godkendt, men da de også kan finde ud af at dække op, var kampen også præget af både boldtab og brændte chancer i begge ender.

Således også efter pausen, hvor TMT i første omgang bevarede forspringet og efter 11 minutter kunne bringe sig foran med 20-16. Tyskerne åd sig stille og roligt ind på det stærkt kæmpende TMT hold og kom på 22-19 og 25-23. Der resterede stadig 10 minutter og TMT stod flot imod og hev til sidst en sejr i hus på 29-28. En rigtig flot skalp.

Vi har desværre ikke registreret redninger og målscorer denne gang.

TAK FOR KAMP……Foto: Flemming Andersen