Med al respekt for alle holdene i 1.division, så er en udekamp i Skive nok den aller sværeste af alle kampe over sæsonen. Skive FH må forvente at vinde alle deres hjemmekampe i egen arena, og de er den absolut største favorit til at vinde rækken. De vil være storfavoritter i samtlige hjemmekampe og har da heller ikke sat noget til, hjemme i denne sæson.
Med tunge navne som Shadrach-Amie Nsoni og Akan Lakanval i målet, samt spillere som bl.a. Joachim Hyldgaard, Nikolaj Haagen Pytlick, Jeppe Bangshøj, Magnus Kronborg, Peter Lund, samt de super rutinerede Daniel Guldsmed og Nicolai Jensen, er det bestemt ikke på profiler at Skive FH går ned. Der er kvalitet over hele linien og på nær et dumt nederlag i Kolding, på en dag, hvor keeperne ikke havde deres bedste dag, har de vundet rub og stub.
Skal TM Tønder have en chance i Skive (selvfølgelig har de det), så skal holdet op på den helt store klinge og det skal være fra første fløjt. Vi skal spille en kamp på vores præmisser og score rigtig mange nemme mål og ikke brænde 100 procent chancerne, og gøre deres keepere bedre end nødvendigt. For at gøre en lang historie kort, jamen så skal vi simpelthen bare lykkes med det det hele.
Og så skal vi, os fra TMT Red Support og alle de andre der holder med TM Tønder også op på den store klinge og give den fuld gas på sidelinien. BioCirc Arena er et svært sted for Red Support at vinde kampen i kulissen, men vi SKAL give hjemmepublikum kamp til stregen og det har vi bestemt også tænkt os at gøre, Fredag aften klokken 19.30.