Suveræn sejr i Nordjylland

Suveræn sejr i Nordjylland

Under devisen, “vi kan ikke lade drengene i stikken”, heller ikke en tirsdag aften i den anden ende af landet, fik Red Support lejet en minibus og da der desværre røg to afbud ind, var vi blot seks mand i bussen. Vi havde en rigtig fin tur og landede i Hjørring en time før kampstart. Jens og Lars var kommet til Hjørring på andre måder, så i alt var vi en gruppe på 8 mand (7 mand og Lotte) til at bakke op. Rundt omkring i hallen var der også en del af spillernes familie, så alt i alt fik spillerne en flot opbakning, tirsdag aften, langt hjemmefra.

Og det var et toptændt TM Tønder mandskab der kom på banen, der ikke havde i sinde at give noget væk, de to point skulle med til Tønder. 5-0 efter 8.40 minutter og 8-1 efter 13.40 minutter var en klar understregning af et helt formidabelt forsvarsspil at TMT, som hjemmeholdet slet ikke kunne åbne. Først efter 14,08 minutter lykkedes det ESV at score et mål i åbent spil, det var en fornøjelse for TMT fans at se dette forsvarsspil, som gav Magnus Siim fantastiske betingelser i målet. Det lykkedes dog hjemmeholdet at gøre 2-9 til 6-11 i en god periode, hvor deres højre back Magnus Rasmussen fik scoret nogle flotte mål, men TM Tønder fik igen fat i den lange ende og i en 1.halvleg hvor Simon Humlegaard storspillede, kunne vi gå til pause, foran 16-10.

Hjemmeholdet havde så fået den ide at de skulle spille 7-6 og det var Humle den første til at udnytte, da han som den første sendte en bold i det tomme mål. Og den gik ikke bare i mål, den sad helt oppe i krydset. Kort efter fik Humle en udvisning og herfra blev han sparet resten af kampen. Herfra blev der spillet et andet angrebsspil og det gav plads til Nick Bøg, der udnyttede dette til to scoringer i træk. 22-13 og Lars Krarup kunne så småt begynde at give spilletid til dem der havde siddet ude i 1.halvleg. Mellem 44. og 46.minut sendte først Magnus Siim og så Nick Bøg og igen Nick Bøg, bolden afsted i tomt mål og så var det ikke så længere spændende for hjemmeholdet at spille syv mod seks. Resten af kampen stod den på målbytteri og spilletid til alle og så var det fantastisk at se Morten Schnoor sende et perfekt afviklet skud op i krydset og score sit første mål i en 1.divisionskamp. Kampen sluttede 35-26 til TM Tønder.

Så gik det ellers hjemad, med en enkelt pause, og lidt efter klokken 01.00 holdt vi igen ved Tønderhal 2. Endnu en fremragende dag var overstået og TM Tønder der kun fik tre point i de første fem udekampe, har nu vundet de seneste fire udekampe i træk, og har således hentet 11 af 18 mulige point på udebane.

Husk at der er gratis tur til Odder på lørdag og er du 16 år eller yngre er der også fri entre i Odder.