Fin søndag i Fanzonen og i Hallen.

Fin søndag i Fanzonen og i Hallen.

Vi havde lagt op til en rigtig dejlig søndag eftermiddag, med gode gæster i Fanzonen og en håndboldkamp som vi var overbeviste om at vi ville vinde. Og det begyndte klokken 13.45 med besøg fra de to lokale spillere, Troels Clausen og Rune Schrøder der begge har gult MUIF blod i årene. Og det var netop MUIF vi startede med at tale om, om den håndboldkultur der var ude i den lille landsby. Rune talte om at han havde været heldig med at spille på en god årgang, mens Troels talte om kulturen, hvor både hans bedstefar og hans Onkel har været stærke skikkelser og fået kulturen slæbt med ind i TMT.

Herefter fortalte Rune om sine oplevelser i Fredericia, om nederlaget hjemme mod TMT og sejren i Tønder, hvor han selv storspillede. Han fortalte om sit livs bedste tid, rent håndboldmæssigt, som var i Sverige og om det frygtelige år i Frankrig, hvor især sproget var en udfordring. Troels fortalte lidt om sit firma TC Digital hvor han laver en del inden for reklamebranchen, og så fik vi da lige talt om hans situation i klubben lige nu, hvor vi jo er rigtig mange bagspillere.

Efter at vi havde fået talt lidt om Køge, gik spillerne til møde og vi talte lidt videre om den seneste kamp og om hvad vi skulle være opmærksomme på ved Køge. Herefter kom Steen Thomsen ind i fanzonen og vi havde gjort 6 spørgsmål klar til Steen. Det første spørgsmål lød “Hvad har du kigget efter, da du skulle sætte holdet? Og det blev startskudet til et yderst spændende fordrag, hvor Steen fortalte om forlængelser af kontrakter, hvilke type spillere han gerne ville have, men også om lokale spillere som han gerne ville have forlænget med. Bl.a. sagde Steen “Vi kan ikke lære en lille spiller at blive stor, men vi kan lære en stor spiller at blive en bedre håndboldspiller”. Efter 30 minutter og et par spørgsmål fra fansene, måtte vi stoppe med 5 spørgsmål tilbage i hånden, da vi skulle ind og sætte trommer op. Det betyder heldigvis at vi kan invitere ham en gang til, formentlig en gang efter jul. Men absolut et interessent besøg.

I hallen så vi så at TM Tønder er toptændt, også mod bundholdene. Bundniveauet er ved at være så tårnhøjt at vi ikke skal frygte dumme pointtab mod holdene fra den tunge ende. 11 TMT mål efter 11 minutter taler sit tydelige sprog, og på det tidspunkt havde Køge blot scoret 4 gange på Siim, der tog det meste, hvis boldene overhovedet nåede forbi vores forsvar. 20-10 ved pausen og godkendte 20 minutter efter pausen hvor vi til trods for manglende scoringer kunne bringe os foran 27-16. Til sidst lykkedes tingene mindre godt og kampen sluttede 28-22. vi førte fra start til slut og sejren var aldrig i fare. Mathias Nikolajsen spillede fantastisk i begge ender og fortjente 100% at blive kåret til “Dagens Mand”.

Fotos af vores egen fotograf, Torben S. Lund.