Dette indlæg er 100% baseret på skribentens mening.
Vi kigger lidt fremad og kikker på styrkeforholdet, de 14 klubber imellem. Og vi må sige at det er sværre end nogensinde at forudsige, hvordan det ender. De seks hold der slutter i top 6 efter grundspillet, skal ud og spille oprykningsspil, så for mange er top 6 et mål i denne sæson. Vinderen efter oprykningsspillet rykker direkte op, mens nummer to, møder et ligahold om den sidste plads.
HØJ Elite: Det kan ikke være anderledes. HØJ rykker naturligvis direkte op, med en sikker margin til nummer to. Men det bliver ikke en dans på roser for HØJ. Alle vil jagte sjællænderne som vilde. Alle vil storspille mod netop HØJ. Og de vil også smide lidt point undervejs, men nummer to til otte vil slå hinanden på kryds og tværs, så selvfølgelig rykker HØJ sikkert op, med de fantastiske spillere de har på deres holdkort.
Sydhavsøerne: Lollikerne har fået sig forstærket på de to pladser, hvor de manglede kvalitet, i målet og på stregen. Og så har de nogle fantastiske skytter på deres backs, og selv om TSØ altid spåes en stærk sæson og ofte skuffer, så tror vi virkelig at de denne gang bliver førsteudfordrer til HØJ. Men de skal holde op med at dumme sig mod bundholdene, og så skal de håbe på, at Dines Kjeldgaard kan fortsætte det flotte spil og afgøre de tætte kampe for dem.
TM Tønder: Målsætningen er top 3 og den er vi helt med på. Der har været store udskiftninger, på og udenfor banen, men det ser virkelig fornuftigt ud med trupsammensætningen. Med så mange nye, kan der godt opstå nogle ærgerlige resultater i de første runder, og derfor er det godt at have de tre sværeste udekampe i opstarten, det er jo ingen skam, skulle vi tabe i HØJ og TSØ. Med det nye oprykningsspil gælder det dog om at kæmpe for hvert enkelt point, da alle point tages med i slutspillet, og det har vi spillerne til. Vi tror på en stor sæson.
Grindsted GIF: Midtjyderne har bestemt også et hold til top 3, de ser rigtig stærke ud. Men vi tror også at de kommer til at kæmpe lidt med det, efter en frygtelig sæson i ligaen. Spørgsmålet er hvor lang tid der går inden de finder fodfæste i 1.division og hvor mange point de når at smide, inden Grindsted maskinen igen kører. Grindsted er bestemt et af de hold, der er sværre at spå, inden denne sæson.
HC Midtjylland: Herninggenserne kan igen se frem mod en sæson i den bedre halvdel af rækken. De var afhængige af få spillere i sidste sæson, på grund af skader og en smal trup. I år ser truppen langt bedre ud og HCM kan godt drømme om top 3, hvis de undgår skader til de vigtigste spillere. De har især forstærket sig i bagkæden, som ser rigtig bred og stærk ud.
Århus Håndbold: Klubben der er bygget op omkring HEI Skæring har haft et rigtig stærkt hold, de seneste par år, hvor de har været i oprykningsspillet. Op til denne sæson har de dog måttet vinke farvel til en perlerække af fremragende spillere, som er blevet erstattet af unge talenter. Med spillere som Simon Skovhus, Lars Mousing, Carl Søndergaard, Mads Peter Lønborg, Johan Mecklenborg og Nicolaj Nørager ude af billedet, så kan århus få særdeles svært ved at komme i top 6 i denne sæson, selv om de stadig kan mønstre spillere som Kristoffer Laursen, Mathias Møller, Joachim Pedersen og Kristian Kragh Ørsted. Vi tror at Århus må nøjes med et år i midten af rækken, men de skal nok komme på ret køl igen om nogle år.
Lemvig/Thyborøn: Vestjyderne fra Lemvig har også et fint hold med stærke spillere i bagkæden. Lige som sidste år tror vi dog at de bliver lidt svingende og top 6 må vel være målet denne gang. LTH spiller nogle rigtig flotte kampe indimellem, mens de andre gange skuffer fælt, og vi kan ikke rigtig se at det skal blive anderledes i denne sæson.
Rækker Mølle: Dette hold er landet stensikkert i 1.division og truppen til denne sæson ser rigtig spændende ud. Rækker Mølle er et godt bud på en top 6 placering, hvis et par af ovenstående hold ikke får de forventede point. Det bliver svært for alle at slå Rækker Mølle, sådan har det været i årevis, og sådan bliver det også i år.
Norddjurs: Skal det være nu at Norddjurs for alvor spiller en stor sæson, nu hvor deres tredie sæson i 1.division står for døren? Vi tror det ikke rigtigt, for vel er det et rigtigt fint hold, men vi tror stadig at de skal kigge nedad i tabellen og vinde deres point mod bundholdene. Men det er en fin klub og om et par sæsoner kan det sagtens være at de bevæger sig opad i tabellen.
Køge Hånbold: Det er måske lidt overraskende at se Køge over stregen. Men sidst de rykkede ned var planen at skulle op igen for at blive. Og selv om resultaterne i træningskampene måske har været lidt blandede, er der handling bag ordene. Der er hentet fine spillere ind og man kan mønstre folk som August Lihn, Axel Hørlykke, Andreas Cortes, Kasper Mansfeldt og Anders Sell. Vi tror at køge slutter mellem syv og ni i tabellen.
ES Vendsyssel: Vi har sat nordjyderne lige over stregen, men er slet ikke overbeviste om at det kommer til at ske, de kan også blive et solidt midterhold. De har stadig en stærk bagkæde og tilmed hentet Tobias Ellebæk i KIF. De har desuden handlet ind i klubber som Århus og REHH, så nordjyderne er et af de hold der er rigtig svære at forudse.
Odder: Østjyderne fra Odder har en evne til at finde nye talenter, men de der slår til, kan de sjældent holde på. Det er rigtigt ærgerligt for dem, for hvor render der bare mange dygtige spillere rundt, med en fortid i Odder. Derfor tror vi også at Odder kommer til at kæmpe for overlevelse, endnu engang. De har dog en sær evne til at klare frisag og har i årevis været en del af rækken, med en enkelt tur i 2.division, på grund af en afbrudt turnering under covid 19.
AGF: De Århusianske oprykkere har bl.a. forstærket sig med venstrefløjen Jonas Hald fra naboklubben, Århus Håndbold og stregspiller Ole Gabrielsen fra Vendsyssel. Om det er nok i en meget stærk 1.division, er yderst tvivlsomt. Det er svært at tro på, at det bliver til mere end en sæson for AGF i denne omgang.
Stoholm: Stoholm er en rigtig fin klub, med en fed hjemmebane. Det var også dem der for 20 år siden bød TMT velkommen ved at banke os 44-22 i Tønderhal 2. Stoholm kommer til at skulle samle deres point på deres hjemmebane, men i en meget stærk 1.division, bliver det næppe til point nok, så de kan overleve. Vi glæder os dog til at skulle besøge dem i deres hal den 12.december 2026.