Lørdag klokken 12.15 må vi endelig komme tilbage i hallen og vise vore drenge at vi står bag dem, i tykt og i tyndt, i modgang og medgang. Endelig må vi komme ned i hallen og banke al glæde og al frusration ud gennem vore dejlige trommer. Der er efterhånden lidt løst hud, der hvor der plejer at være muskler, så der skal lige strammes lidt op og det vil vi gøre på lørdag, så vi er klar til sæsonstart. Det kilder efterhånden også i armene, for at få lov.
Otterup har op til denne sæson mistet Mats Gordon Krog og Andreas Pihl til henholdvis KIF og Ajax, ligesom de har mistet deres træner gennem mange år, Daniel Ludo Nielsen. De starter altså lidt forfra med det hele. Deres fightervilje kan ingen dog tage fra dem og de vil slås til sidste fløjt. Også TM Tønder starter forfra med mange nye spillere, men det er vi jo næsten vant til, men i år har vi et hold som vi virkelig tror på.
Vi håber at rigtig mange vil komme ned i hallen på lørdag og hjælpe os med at skabe stemning, så vi kan få en rigtig fed kamp ud af det. Efter kampen rykker vi ud i kantinen (dem der har lyst) og ser OL finalen med fantastiske Mikkel Hansen, Niklas Landin og alle de andre nationalhelte.
ps. Tønderhallerne sælger fadøl fra 12.00-16.00