Nick Bøg og Co. kan se frem mod endnu flere kampe…..Foto: Torben S. Lund.
Der har i nogen tid været snakket struktur i Dansk Håndbold. Det skulle være en kopi af fodboldens struktur i Superligaen og 1.division, og vores række skulle måske reduceres til 12 hold, men i første omgang er det blevet til en mellemting og vi har stadig 14 hold i rækken, heldigvis. Og for at starte med ligaen, så sker der det at slutspillet bliver som vi kender det i dag. De 8 første spiller slutspil i to grupper og så slutter det af med semifinaler og finaler. Dette er et godt TV produkt, så det er fair nok, selv om det rent sportsligt kan blive noget rod.
De seks nederste hold spiller så nedrykningsspil og det minder meget om det vi kender i dag, bortset fra at nummer 14 fra grundspillet deltager. Det nye er at alle vunde point fra grundspillet tages med over i nedrykningsspillet og så møder alle hinanden en gang, ude eller hjemme. Nummer 9, 10 og 11 får så 3 hjemmekampe og 2 udekampe, mens 12, 13 og 14 får 2 hjemmekampe og 3 udekampe. Det hold der slutter på sidstepladsen rykker ned og nummer næstsidst skal spille mod et hold fra 1.division. Ideen om to direkte nedrykkere er blevet skudt ned af ligaholdene.
Og det betyder så ændringer i 1.division, da det nu ikke længere kun er nummer to og tre der skal spille oprykningsspil. Det skal alle der slutter i top 6. Også her tages alle de vundne point med over, så alle kampe i grundspiller er vigtige. Lige som ovennævnte nedrykningsspil, så mødes de seks bedste hold en gang til, hvor top 3 får 3 hjemmekampe, mens 4-6 får to hjemmekampe og tre udekampe. Vinderen af gruppespillet rykker op, mens nummer to skal spille oprykningskamp med nummer næstsidst fra ligaens nedrykningsspil. Dette betyder så at TMT Red support får to eller tre (måske op til 5) ekstra udekampe, hvis vi igen slutter i top 6 og det giver jo lidt ekstra omkostninger. Det skal vi nu nok få styr på.
De sidste 8 hold i 1.division bliver ikke nævnt i den nye struktur, så der er nok ingen ændringer, så deres sæson slutter således efter de 26 kampe. Vi kan dog regne med at rækken over tid bliver reduceret til 12 hold og at nummer 7-12 også skal ud i noget nedrykningsspil.
Sådan ville puljen have set ud før slutspillet, hvis det havde været sådan i forgangne sæson:
