Det står helt fast (og så alligevel ikke) at der skal findes fire nedrykkere fra 1.division i denne sæson, mens kun tre rykker op. Desuden skal nummer 9 og 10 spille om overlevelse mod hold fra 2.division. TM Tønders målsætning (Top 7) var dog at vi ikke skulle være indblandet i det scenarie, men vi må også indrømme at vi har tabt nogle point, som vi ikke havde forventet. Status er at vi er 1 point fra målsætningen, men også kun et piont fra kvalifikationskampe, samt 2 point fra direkte nedrykning.
Derfor skal vi både kigge opad hvor der er 4 point til top 5, men vi skal sandelig også kigge nedad. Vi har derfor kigget lidt nærmere på 2.division der består af tre rækker med hver en direkte oprykker, mens to af toerne skal spille om oprykning. Vi har kigget lidt på reglerne om direkte oprykning og her har vi fundet teksten: – Hold, der skal rykke direkte op i 1. division, skal have vundet puljen. Hvis dette ikke er tilfældet, rykker der et hold mindre ned fra 1. division for hvert ikke-oprykningsberettiget hold, der vinder en 2. div. pulje, og det bedst placerede oprykningsberettigede hold fra den pulje, hvor der ikke var en direkte oprykning, deltager så i det indledende puljespil.
Det betyder jo så at hvis et andethold til et liga eller 1.divisionshold slutter på førstepladsen i en pulje, vil der fra denne række ikke være en direkte oprykker, men kun et hold der skal spille kvalifikationskampe. Vi tager derfor et kig på de tre rækker, for at se om dette overhovedet bliver aktuelt, fordi dette kan betyde at der kun bliver 3, 2 eller måske kun en direkte nedrykker.
Pulje 1: Vi starter i den nordjyske pulje hvor Jallerup og Mors/Thy 2 deler førstepladsen med 20 point efterfulgt af Stoholm og Nørre Djurs der har smidt 2 point flere. Her kan Mors/Thy sagtens blive vinder af rækken, der derfor ikke får nogen direkte oprykker.
Pulje 2: En meget tæt række hvor mange stadig er i spil til førstepladsen der lige nu besiddes af AGF med 17 point foran GOG 2 med 16. Bundholdene fra 1.division kan så sætte deres lid til at GOG spiller et perfekt forår og slutter på førstepladsen, der er inden for rækkevidde.
Pulje 3: Den sjællandske pulje 3 toppes af IF Stadion og HØJ 2. Begge har 18 point, men HØJ har spillet en kamp færre end de øvrige tophold. TIK Taastrup og TMS 2 har 16 point, mens Køge har 14. Der er rigtig gode chancer for at HØJ vinder den række, men TMS altså også har muligheden for at hjælpe et 1.divisionshold.
Så konklusionen er at der er rigtig fine chancer for at der slet ikke bliver 4 direkte nedrykkere fra 1.division. Det er absolut logisk at mindst 1-2 af 2.holdene vinder sin række og redder et par af bundholdene for direkte nedrykning og et par andre for kvalifikationskampe. Vi håber dog at spillerne fra TMT snart kan nøjes med at kigge opad, præcis som på vedlagte billede.