Der var ingen sprækker i TMT's forsvar i Herning

Der var ingen sprækker i TMT's forsvar i Herning

TM Tønders forsvar har været det næststærkeste i denne sæson…Foto: Torben S. Lund

TMT Red Support havde fyldt en bus op, næsten da, til den sidste udekamp, ude mod HC Midtjylland. Og det er jo ganske imponerende, da der jo ret beset intet var på spil. TM Tønder ville slutte på 5.pladsen og HCM ville slutte lige efter. Vi kører ikke altid den logiske vej til udekampene, for vores kasserer har forelsket sig i et pausested omkring Holsted og sådan blev det også denne gang.

Vel ankommet til Sportcenter Herning, hvor man altid bliver godt modtaget af venlige vagter, fik vi sat vores udstyr op og gjorde klar til kamp. To af landets ypperste dommere, Jeper Madsen og Kim Borup var blevet sat til at dømme kampen, og det var bare en fornøjelse at se, hvordan de bare formår at afvikle en kamp. Ganske enkelt høj klasse. Efter sin flotte præstation i forrige kamp var Jonas Capion sat i målet fra kampstart, og efter at hjemmeholdet havde bragt sig foran 2-0, satte Capi og forsvaret sig fuldstændig på kampen. 2-0 blev til 2-7, hjemmeholdet kunne ikke finde sprækker i vores fantastiske forsvar og så tog Capi ellers hvad der kom forbi. HCM lavede mange tekniske fejl i vores aggresive forsvarsspil og ved pausen førte TM Tønder 19-9 og det var ikke et eneste mål for stort. TM Tønder kunne simpelthen ikke skuffe de mange fans der havde taget turen til Herning og spillede som var der en oprykningsplads på spil.

Efter pausen fik hjemmeholdet lidt mere fart i spillet og selv om forsvaret stadig stod godt, var det nu angrebsspillet der var stærkest. Hjemmeholdets scoringer blev der svaret på, med en scoring i den anden ende og midtvejs i 2.halvleg førte TM Tønder med 12 mål. Dem der ikke havde været på banen kom nu ind og resten af kampen fortsatte målbytteriet. Hjemmeholdet havde erkendt at slaget var tabt og TM Tønder spillede stadigvæk sprudlende angrebs håndbold. Indskiftede Simon Egtved gjorde en fin figur i HCM målet, så det hele endte med en TMT sejr på ni mål, 35-26.

På hjemturen spiste vi hos OK i Holsted, det smagte rigtig godt og inden nklokken 21.00 sad vi igen hjemme i vores stuer, og kunne glæde os over endnu en succesfuld udebanetur, med TMT Red Support. Sidst, men ikke mindst, en stor tak til Boy Boysen og Vestjysk Marketing, for at betale entreen i Herning. Sammen er vi stærke.

Nu sættes alle sejl ind til en sidste hjemmekamp før sommerferien, når 2.holdet skal spille den afgørende kamp om en plads i 2.division. Det er en særdeles vigtig kamp for klubben og vi håber at mange vil komme i hallen og bakke vores lokale drenge op, Lørdag den 11.april klokken 14.00.