Allan er vores kasserer og meget mere

Allan er vores kasserer og meget mere

For at få råd til alt det vi gør, skal vi have en til at styre økonomien, og ingen er mere kvalificeret til den opgave, end vores kasserer Allan Mattesen Jacobsen. Har man været med på vore generalforsamlinger, vil man vide at vores regnskab er top professionelt og at økonomien altid er tiptop. Allan er også manden der sørger for at holde medlemmerne opdateret via sms og det er ham der får fyldt busserne op til udekampene, får bestilt busserne og får betalt regningerne til tiden og meget mere. Allan er en uundværlig ildsjæl i Red Support.

For Allan er TMT Red Support et ubetalt fuldtidsjob, og ved siden af dette har han såmænd også fundet tid til et rigtigt job. Efter mange hos ECCO som ‘Financial Controller’ er han i dag ansat hos Sparekassen Bredebro som økonomiassistent. Allan er såmænd også manden der har startet og stadig er formand for TMT Støtteforeningen, der skraber op imod 150.000 kroner hjem til TMT, år efter år. Her får han samlet en masse frivillige til at hjælpe ved alle mulige arrangementer.

Under kampene har vi så givet Allan fri, men alligevel sidder han og liveopdaterer på facebook under udekampene, ikke fordi han skal, men fordi han har lyst til det. Vi kan ikke forestille os et TMT Red Support uden denne ildsjæl og selv om vi nogle gange minder ham om at holde lidt fri, så ved vi jo godt, at det kan han ikke, TMT er Allans liv.