Julie, Cæcilie og Alis er helt enige: Håndbolden gør dem glade

Julie, Cæcilie og Alis er helt enige: Håndbolden gør dem glade

Julie, Alis og Cæcilie er til hyggeaften hos Unge For Ligeværd i Tønder i klublokalet i Vestergade denne onsdag aften. Sammen med en stor gruppe andre glade og snakkende unge med særlige behov, hygger de sig. De tre kvinder har en stor fælles interesse: Håndbold i Tønder!

”Der er et fællesskab i TMT og i fanklubben, som er rigtig godt. Hvis jeg har haft en træls dag, så bliver jeg i godt humør, når jeg kommer ned i hallen. Det er sjovt, hvordan alting ændrer sig, når jeg kommer ned i hallen”, fortæller Cæcilie Vestergaard.

Bjarne Jensen har gennem ti år været frivillig i Unge for Ligeværd, der er en landsdækkende ungdomsforening, der arbejder for ligeværdige vilkår for alle unge med særlige behov.

”De unge bliver mødt ligeværdigt i fanklubben Red Support. Normalt har nogle af dem en ledsager med, når de skal ud, men når det foregår i fanklubben, så er de alle alene afsted. De tager endda afsted uden ledsagere på ture med overnatning i København. Red Support kan noget, som andre ikke kan; de kan skabe et sammenhold, der også er på vores unges præmisser. Fanklubben samler mennesker – også gennem andre arrangementer end håndbold.”

Julie er rigtig glad for at komme i hallen:

”Jeg er stor håndboldfan og savner meget at komme afsted i weekenden, når der er pause om sommeren. Der er et godt fællesskab og jeg er både med til hjemmekampe, udekampe, julefrokost og en masse andet. Det er meget hyggeligt”, fortæller Julie Wind.

Bjarne Jensen oplever, at klubben gør en stor forskel for de unge:

”De bliver en del af et positivt fællesskab med glæder og tårer, sejre og drama, modgang og medgang. Og det er både gennem fanklubben og gennem klubbens spillere, der betyder rigtig meget for de unge.”

For Alis er det af stor betydning, at spillerne sætter pris på opbakningen fra hende og de andre fans:

”Det er sjovt at komme ud og se drengene spille – og de glæder sig også over, at vi kommer og laver larm med de store trommer. Jeg synes, det er meget hyggeligt, især efter kampe på hjemmebane, hvor der er en fest bagefter, og jeg snakker med spillerne, roser dem og siger min mening”, fortæller Alis Hansen.

For Cæcilie er det også dejligt at opleve at gøre en forskel for andre:

”Vi får nogle gode venskaber med spillerne. Det betyder meget, at vi kan se, at vi gør dem glade og er med til at skabe et sammenhold. De er der for os og spørger for eksempel, hvornår vi ses igen, eller hvordan vi har det. Det er meget rart. Red Support spørger også ind til os og hjælper os, og sørger for at vi får besked om, hvad der foregår og bliver inviteret med til ting.”

Bjarne Jensen oplever, at de håndboldinteresserede unge går meget op i resultaterne og i, hvad der ellers sker i klubben:

”De kan samles om en fælles interesse, og det bringer dem sammen. De unge kender alt til programmet og følger med i det hele. Det giver dem en sikkerhed, at de ved meget om klubben, og at vi andre spørger dem til råds om kampe og klubben. Det er en god oplevelse for alle.”

De unge er ikke kun med til kampene, men deltager også i fanklubbens andre arrangementer. Bjarne Jensen oplever en helt usædvanlig imødekommenhed:

”De unge kan spejle sig i andre i fanklubben, hvor man tager sig af hinanden og spørger til hinanden. Husker fødselsdage og spørger, hvordan det går. De unge her er ikke vant til at andre synes, det er positivt, at de møder op, men i hallen de er velkomne og får menneskelig nærvær udenfor de professionelle relationer. De bliver de mødt med high fives, og det er helt unikt, at der findes en fankultur i TMT, der i den grad kan rumme forskelligheden.”

Cæcilie Vestergaard oplever, at fanklubben TMT tager sig rigtig godt af hende og vennerne:

”Vi snakker meget sammen og vi kan følge med på både Facebook, Instagram og TikTok – og så er fanklubben gode til at sørge for, at vi får de vigtige informationer. Det er vigtig for os at vide, hvad der sker, så vi også føler at vi er en del af det hele. Det er svært at finde sådan nogle steder, hvor vi som handicappede føler os velkomne. Jeg har prøvet at blive udsat for chikane andre steder, og det er ikke rart. Det slipper vi helt for her – de støtter os og det giver os tryghed”

Esben Lind er formand for TMT:

”Her i fanklubben er der plads til alle, og vi tager os godt af alle. Fællesskabet er meget vigtigt for os og er helt afgørende for mig som formand. Dels er det min styrke at samle mennesker, dels er det godt for alle, at have noget at være fælles om. Det er vi enige om i bestyrelsen at vi gerne vil bidrage til uanset, hvem der gerne vil være en del af vores klub – og jeg oplever, at medlemmerne bakker op.”

Bjarne Jensen har kun ros tilovers for fanklubbens indsats:

”Jeg har engang indstillet Red Support til en social pris.. De fik den desværre ikke, men de fortjener den for deres indsats for inklusionen i et positivt fællesskab. Det mangler der virkelig her i vores område, men Red Support og TMT evner det. Der er så meget energi i det, og de unge føler sig som del af en stor familie. Jeg er overrasket over, hvor stor betydningen er for de unge og deres livskvalitet. Det betyder også, at kommunen kan spare mange penge på støtte, fordi de unge blive en del af et unikt fællesskab.”

Alis, Cæcilie og Julie har tænkt sig at blive ved med at støtte klubben og spillerne. Og spørger man dem, hvordan de ville have det, hvis klubben lukkede, er de helt enige:

”Det ville være en katastrofe!”