Før kampen mod HØJ var vi inviteret til rundvisning og ølsmagning på Nørrebro Bryghus. Arrangementet var skabt af Katharina Olah og Key Security og først og fremmest vil vi bare sige “Tak for det, det var et rigtigt fint og hyggeligt arrangement”.
Med et enkelt stop undervejs ankom vi en halv time for tideligt og de to brygherrer, samt Katharina stod top klar til at tage imod os. Det var i sig selv helt perfekt. Og fortællerlysten hos Michael Rahbæk var kæmpe stor og det var en fornøjelse at lytte med på de mange historier og anekdoter der blev fortalt.
Først fik vi lov til at smage på nogle af de korn øllet brygges på og det smagte faktisk slet ikke så dårligt. Videre gik det ind i bryggeriet, hvor de store tanke står med færdigbrygget øl. Først blev der dog smagt på en cider og siden på flere forskellige slags specialøl. Smag og behag er jo forskellig, nogle var til det ene, mens andre var til noget andet, men vi fik smagt på det meste. Og selve båndet i produktionen, her kunne der laves 5000 øl i timen. Meget flot på et trods alt lille bryggeri, hvis man sammenligner med f.eks. Carlsberg eller Flensburg.
Det fede var at øllet blev tappet direkte fra tankene og ned i glassene, så det var dugfrisk øl, vi fik smagt på. Og mens vi stod og smagte fortalte Michael Rahbæk historier, såsom at nogle troede, at han måtte være fuld hver dag, når han kunne gå rundt og drikke øl hele dagen, men det kunne han så afvise, han drikker ikke mange mundfulde om dagen, når han er på arbejde. Han fortalte også at de ansatte ikke fik en masse øl med hjem, et bryggeri er jo en arbejdsplads som så mange andre arbejdspladser.
Mange tak til Nørrebro Bryghus og Key Security, for dette fine arrangement. (ps. Øl fra Nørrebro kan købes i Kvickly Tønder).