Vi siger farvel til en flok gode gutter

Vi siger farvel til en flok gode gutter

Sæson 24/25 er ved at gå på hæld og spillerne kan se frem imod noget sommerferie. Og som det mest naturlige for en håndboldklub, vender nogle af dem ikke tilbage efter sommerferien. Selv om nogle af dem allerede er stoppet, vil vi gerne sige pænt farvel til alle syv, der på hver deres måde har efterladt et godt indtryk i TM Tønder.

Carl Søndergaard: Carl blev lynhurtigt en af fansenes store favoritter. Det skyldes især hans imødekommenhed over for disse fans, lige som han også tydeligvis havde en kæmpe rolle udenfor banen, for holdet og for klubben. På banen viste Carl sig hurtig som en spiller der kunne noget i begge ender og Knudsens skader i sæson to, har givet Carl en kæmpe rolle i forsvaret især. Carl vil blive husket som den person han er og for at kæmpe til det sidste, selv om han længe har vidst at denne sæson skulle blive hans sidste i TM Tønder. Hans sidste kamp, hjemme mod Århus var måske hans bedste kamp i trøjen og det siger jo alt, hvor meget han bare ville vinde hver gang. Nu venter vi i spænding, hvor Carl Søndergaard skal hen, mon ikke han kommer forbi som modstander i næste sæson.

Malte Pedersen: Malte fortjener også ekstra ros for at at ville TM Tønder, helt ind til den sidste kamp var færdigspillet. Han kom til TMT som joker, en spiller man kunne sætte ind, som kom med hurtighed, vildskab og et fantastisk skud. Han spillede flere store kampe og især i sæson to, var mange skader grunden til at jokerrollen blev udskiftet til, at han fik en stor rolle som bærende spiller. Malte P har en fantastisk personlighed, der gjorde ham populær blandt fansene, og han vil virkelig blive husket for at ville det, indtil det sidste. I næste sæson kommer han forbi Tønderhallerne i en HCM trøje.

Nicolai Snogdal: Snogdal kom til TM Tønder fra KIF Kolding og i en af sine sidste kampe for KIF scorede han fem gange mod TMT i en pokalkamp. Derfor var der også en stor tro på at han skulle blive en profil i TMT. Og han har da også vist sig virkelig flot frem i TM Tønder trøjen, men en række virkelig gode kampe. Desværre for ham har makkeren på pladsen bare spillet to forrygende sæsoner og det har kostet på spilletiden. Snogdal er en frisk ung gut og han skal nok slå igennem, måske allerede i næste sæson, hvis han undgår alle de småskader han har været ramt af. I næste sæson kommer han også forbi Tønderhallerne i en HCM trøje, hvor han skal spille på hold med Malte og Livio.

Sune Skovsen: TM Tønder kunne have været det helt store eventyr for Sune Skovsen, men blev i stedet et stort skadeshelvede. Denne uslebne diamant viste sig flot frem når han var skadesfri, men hver gang han nærmede sig noget der lignede topformen, dukkede en ny skade op. Skovsen er et utroligt rart menneske og det har gjort ondt at se kam kæmpe så meget med skaderne. Vi håber at han finder topformen i Give HK, som i næste sæson skal spille 1.division.

Andreas Meyer: Meyer nåede tre sæsoner for TMT, men har valgt en karriere udenfor håndboldbanen. Hans første sæson i klubben var hans klart bedste, her var han storspillende og en fan favorit. Men så kom Siim og han overtog relativt hurtigt rollen som 1.keeper of Meyer fik mere og mere bænktid. Derfor er det også forståeligt at denne virkelig flinke mand har valgt at satse på en civilkarriere og familielivet. Meyer er stoppet og flyttet fra byen.

Mikkel Damgaard: Hele tre gange har Mikkel skrevet kontrakt med TMT. Første gang var han purung og det var nok også hans bedste periode. Især hans sidste kamp, en pokalkamp mod BSH, vil han blive husket for. Da han vendte tilbage, var det ikke med samme succes og det var det heller ikke i periode tre. Mikkel har alt det som en stregspiller skal have. Han er stor, han er stærk og han afslutter godt. men hans arbejde på havnen i Esbjerg har bare fyldt rigtig meget og det har nok gjort det svært at have en håndboldkarriere ved siden af, tror vi.

Joachim Pedersen: Joachim var et frisk pust der kom til TMT før denne sæson. Og han kunne bestemt mange finurlige ting. Disse tryllerier kommer man langt med i ungdomsårene og nu skulle det overføres til en karriere som senior. Og Joachim spillede ind i mellem flotte kampe som han vil huskes for. I julepausen blev han skadet og mistede åbenbart lysten, hvorfor han kom ud af kontrakten og vendte hjem.