År et efter nedrykningen, tilbage til 1.division stod TM Tønder med en rigtig fin trup. Vi startede sæsonen fantastisk og vandt de første ni kampe. Tilbage i erindringen står især udekampen mod Fredericia, hvor vi vel var 6-700 Tønder tilskuere i hallen. Kampen bølgede frem og tilbage og med et mål i absolut sidste sekund af Felix Kaasch, var det TM Tønder der tog begge point med hjem. I 10.runde tabte vi hjemme til TSØ, men det var en sæson hvor TMT og FHK sloges om 1.pladsen. Returkampen mod FHK blev afgørende for at det i sidste ende blev dem der sluttede i toppen.
Vi skulle efterfølgende møde TSØ to gange om retten til at møde et ligahold og selvom vi havde tabt begge kampe til Maribodrengene i grundspillet, endte det med to relativt sikre TMT sejre. Og så stode den på KIF Kolding og den første kamp endte med en sikker TMT sejr, foran masser af TMT fans. Red Support sendte to fyldte busser afsted og mange kørte selv. Det hele kunne afgøres hjemme, men nerverne slog klik for vores hold og Kolding vandt med 10 mål. Nu skulle det hele afgøres i Kolding og den lige kamp der, endte desværre med en Kolding sejr og vi måtte blive i 1.division.
De næste tre sæsoner blev noget forfærdeligt rod, hvor vi måtte igennem tre trænere og et TMT hold der rodede rundt i bunden af rækken. Vi overlevede uden nedrykningsspil i alle tre år og der var også en corona epidemi som vi måtte igennem, så det var bare tre sæsoner til glemmebogen. Vigtigst så var vi dog stadig en del af 1.division og nu skulle holdet endnu engang bygges op forfra.
TM Tønder skiftede ud på trænerposten, Lars Krarup kom til. Et hold blev bygget op af Lars selv og selvfølgelig sportchef Steen Thomsen. Samtidig blev projekt 26 søsat. TMT Red Support holdt stadig stand og var altid med ude som hjemme og selv om vores tilstedeværelse kan få visse dommere til at dømme vores modstanders vej, så kan vores tilstedeværelse også give vores spillere et enormt kick. Første sæson under Lars Krarup eksploderede rækken i to. Vi var i den bedste halvdel, men sluttede en smule skuffende som nummer 7, to pladser lavere end ønsket. Sæson to under Lars er netop færdigspillet og hårdt ramt af skader har holdet faktisk præsteret rigtig godt med de udfordringer der har været. Det endte med en 6.plads, vi vandt 14 kampe og tabte 8. Det kan vi ikke klage over med de mange bærende bagspillere der sad ude med længere skader.
I næste sæson 2025/2026 forventer vi at TMT kommer til at spille med helt i toppen, vi skal bare have hallen fyldt op igen når vi spiller hjemme, det savner vi, 8-900 tilskuere i Tønderhal 2, det kan bare noget.