Endnu en dejlig fredag aften, i Fanzonen og i hallen.

Endnu en dejlig fredag aften, i Fanzonen og i hallen.

Fredag klokken 18.00 var der igen kaldt til Fanzone. Vi vil rigtig gerne have gæster i fanzonen og det passer spillerne bedst at det sker så tidligt. Og denne gang var det så Joachim Pedersen og Malte Pedersen vi havde budt ind til lidt snak. Joachim fortalte lidt om sit ophold på Shea og lidt om hvad Shea er for et sted. Han fortalte også at han er på kontrakt i Skanderborg og lige nu nyder at være i TMT. Han er ikke flyttet herned, men kører med Mathias Nikolajsen. Vi spurgte Malte om, hvad han synes om at blive sammenlignet med Michael Damgaard og synes at det var okay på Damgaards gode dage. Malte fortalte også lidt om sit arbejde på grundskolen og så fik vi en optakt til kampen mod Odder, hvor Malte i øvrigt viste flotte defensive aktioner, så måske er det i virkeligheden Michael Damgaard, der er mest stolt af førnævnte sammenligning.

Efter besøget gik vi de seneste kampe efter i sømmene og kiggede lidt på aftenens kamp, hvor Kim Møller med sit bud på en 32-24 sejr, ikke ramte helt ved siden af. Herefter kom en stor flok 2.holdsspillere ind, og Magnus Poulsen, samt Morten Schnoor kom lidt i krydsforhør. begge fortalte at de ikke havde nogle planer om at skulle væk fra Tønder, som mange unge jo ellers har for vane, så det er vi jo rigtig glade for. Vi fik også talt om deres sæsonstart, som er søndag klokken 19.00 hjemme i hal 2 mod lokalrivalerne fra Saksborg/Bylderup. Det bliver en kamp mellem ungdom og rutine, og er bestemt en kamp, som er værd at komme ned i hallen og se.

Og så var der bold i hallen. Modsat kampen mod Odense, havde vi Flæske og Esben tilbage på trommerne og det kunne høres. Både dette og en fantastisk trodsreaktion efter sidste uges bitre nederlag, gjorde at der reelt kun var lidt spænding i nogle få minutter i midten af 1.halvleg. ellers sad TMT tungt på kampen og vore keepere var tilbage på deres høje niveau, med fantastisk hjælp af forsvaret. 10 mål imod i de første 30 minutter er altid godkendt, i særdeleshed når man selv scorer 17. Efter pausen var det bl.a. vore to gæster Malte og Joachim der diskede op med lækkerier og vi kunne skrive en 35-25 sejr ind i vores historie.

Nu gør vi klar til 3.divisionskamp på søndag. Mere om den kamp, på vores SoMe i morgen.