Man fristes til at sige “som sædvanligt” når man ser HEI, Skæring ligge i bunden af tabellen. Der er næsten tradition for at HEI ligger og roder rundt i bunden af tabellen og så leverer de ganske pludseligt nogle resultater, som ingen havde set komme. Ingen kan føle sig sikre når man spiller mod dem. Sidste år stod de med 1 point efter 4 kampe, hvorefter de vandt i Tønder, i Grindsted og hjemme mod Odense og ESV. Desuden hentede de 3 af 4 point i hjemmekampene mod de senere oprykkere fra Nordsjælland og Skive.
Der er dermed lagt op til en kamp, hvor vi selvfølgelig er favoritter, det kan man jo se på stillingen, men vi skal samtidig tage os i agt, for leverer vi ikke på 100%, så kan vi slå os noget så slemt på HEI. De kampe som de har tabt har været temmelig klare nederlag, men sidste uge var de kun bagud med et mål, fem minutter før tid i Vendsyssel, inden kampen tippede til hjemmeholdets fordel, så HEI er absolut på rette vej.
TM Tønder er kommet helskindet igennem det hårde program, hvor det blev til 2 point og 3 knappe nederlag. I den seneste kamp var det vigtigt at Nichlas Buch var storspillende, således at alt ikke er op til Kristoffer Vestergaard. Det er vigtigt for holdet og flere bagspillere viser opadgående formkurve. Således siger Michael Wollesen til Der Nordschleswiger:
– Vi er på rette vej. Nichlas Buch viste med sine mål mod HØJ at vi ikke kun er afhængige af Kristoffer Vestergaard. Ligeledes har Andreas Hampe leveret gode præstationer og Thomas Clausens formkurve er opadgående. Derudover er Andreas Hylleberg også ved at være klar til at hjælpe holdet. Rammer vi dagen er jeg sikker på at vi vinder i HEI.
TMT Red Support vil naturligvis også være talrigt til stede i aften og vi vil traditionen tro hjælpe det bedste vi kan. Vi glæder os over at kampen skal dømmes af Andreas og Emil, der gjorde det fremragende, da vi var i Ajax, til trods for at de blev presset af begge lejre. Vi vil gøre vores ypperste for at hjælpe drengene til 2 point i Skæring.