TSØ ødelagde en ellers hyggelig dag

TSØ ødelagde en ellers hyggelig dag

Humøret var højt, da TMT Red Support lørdag morgen drog afsted mod Maribo. Da broen fra Als til Sydfyn stadig kun er en tegning, måtte vi op over Lillebæltsbroen, ind til det store motorvejskryds ved Odense og så sydpå mod Svendborg. Der blev holdt pause på fyn, hvor vi fik de medbragte rundstykker og en kop kaffe. Fra Svendborg gik det over Tåsinge og på tværs over Langeland til havnen i Spodsbjerg, hvorfra der blev sejlet til Lolland. Det er altid hyggeligt at sejle og der blev købt godt ind i kiosken. Efter ankomsten til Lolland gik turen direkte til TSØ Supports klubhus, hvor de stod klar med drikkevarer og grillpølser. Det blev en times tid i hygens tegn og det gik virkelig godt. der var masser at snakke om og vi kommer fantastisk godt ud af det med hinanden, til trods for at vi holder med hver sit hold. For Lotte var det ekstra dejligt, da hendes to døtre, der bor på Lolland dukkede op, sammen med det yngste barnebarn og såmænd også den næste, der er på vej. I alt dukkede 14 mand op fra Tønder, samt to store TMT fans fra København.

Turen gik herefter videre mod hallen, hvor humøret stadig var højt og troen på vore drenge stadig til stede. Drengene fik en fantastisk entre af Red Support og hurtigt kom vi foran 1-0. Så stoppede succesen og det gode humør. Intet lykkedes for drengene og det stod hurtigt fast at det var Sydhavsøernes dag. To minutter før tid rejste publikum sig op, for at hylde deres drenge. det fortjente de og vi stoppede med at slå på tromme. Det var i respekt for modstanderne, ikke fordi vi var utilfredse, men altså fordi de skulle have deres hyldest. De var bare bedre på dagen.

Hjemad gik det og den ene af busserne nåede såmænd færgen, mens den anden måtte med den næste, en time senere. Vi kom alle hjem og det var skam en god dag indtil de begyndte at spille håndbold. Sådan går det nogen gange og nu må vi bare rejse os mod Skive på fredag, et hold der måske passer lidt bedre til den måde vi spiller på. Husk der er Fanzone fra klokken 18.15 på fredag.