Skive tog hårdt fat i forsvaret, også lidt over grænsen….Foto Torben S. Lund
Det hele startede med en god gang motion, da vores fire ryttere, Michael, Harrald, Peter og Kristian virkelig gav den gas i pedalerne og bare manglede 111 meter i at nå de 50 kilometer. Det betød at kun fem hold kørte længere end os. I alt kan TMT Red Support og vore medlemmer sende en check på over 28.000 kroner til TMT og det var der også kun fem teams der kunne gøre bedre. Tak til alle vore sponsorer ved TMT Spinning.
I Fanzonen var der også gang i den. Vi var flere end vi har været hidtil i sæsonen og der blev sagt farvel til Mathias og Siim, der også kun havde godt at sige om deres tid i TMT. Senere kom Sten forbi og fortalte om næste sæsons trup, som han kunne afsløre, ikke var helt komplet endnu, og efter næste hjemmekamp afsløres endnu en ny spiller. Han fortalte også om fremtidens TMT. Det lød rigtig spændende, men alt det vil vi lade klubben selv fortælle.
Og så var der ellers topkamp og to toptændte og formstærke hold var helt klar fra første fløjt. Der blev i den grad spillet med musklerne og gået til stålet og der skulle nok have været sat nogle mere rutinerede dommere på opgaven. De to unge herrer gjorde deres bedste, men havde en svær dag. Skive bragte sig foran med 6-12 på en dag hvor flere af de ellers så formstærke spillere, ikke helt ramte deres normale niveau. TMT svarede dog igen og kom på 15-15 ved pausen og startede 2.halvleg med at bringe sig foran med 18-15, til stor jubel i den velopfyldte Tønderhal 2. Mikkel Lund gjorde det til 21-19, men vi var for afhængige af Schrøder og Bøg, de kunne ikke gøre det alene, og til sidst var det da også fortjent at Skive vandt. Vores drenge kæmpede forbilledligt og nu skal vi bare have sluttet sæsonen af med maner. Nederlaget på 29-34 kunne dog godt have været lidt mindre, men alt medgang gik Skives vej, søndag eftermiddag.
Nu gør vi klar til en tur til Århus, hvor vi vil forsøge at hjælpe drengene til sejr.