Et enkelt ærgerligt nederlag fjerner ikke troen på vores drenge. Vi ser det faktisk mere som et wake-up call efter en fin pre-sæson, efterfulgt af en forrygende sæsonstart. Med benene solidt plantet på jorden, tror vi at holdet rejser sig ved det træ de faldt og leverer en stålende indsats mod Vendsyssel og i de efterfølgende kampe.
Vi starter klokken 13.30 i Fanzonen med besøg af Kasper Knudsen og Mikkel Lund. Sidstnævnte leverede faktisk en fin præstation og scorede på begge sine afslutninger i Maribo. Kasper Knudsen kender vi og han kan sikkert fortælle lidt om hvordan det har været at sidde udenfor og om sin nye rolle på holdet. Derefter fortsætter Fanzonen som sædvanlig og vi skal have fundet ud af hvad ESV er for en størelse.
Men allerede nu vil vi da gerne afsløre at Vendsyssel slet ikke skal regnes for kanonføde for nogen hold. Daniel Holmen, Rasmus Carlsen og Kjartan Johansen er tre dygtige bagspillere som vi skal have analyseret i Fanzonen. Det er første sæson de spiller sammen, men kan også noget, hver for sig. Den 30 årige målmand Frederik Torp kan også lukke af på sine gode dage og det er generelt et hold der kæmper og hænger i til det sidste i kampene.
For vores egen nordjyde, Jonas Nielsen er det selvfølgelig en helt særlig kamp og han håber selvfølgelig på at blive fit inden søndag. Ham ville vi gerne have haft i Fanzonen, men skulle han (som vi håber) blive klar, skal han selvfølgelig bruge tiden på at blive tapet op og testes. Det har vi fuld forståelse for, men så hiver vi ham bare ind næste gang og lader ham fortælle om oplevelsen af at spille mod vennerne fra hjemstavnen.
TM Tønder skal mod Vendsyssel fortsætte det stærke forsvarsspil og hjælpe vore stærke keepere, så ESV’s skytter kommer til at skyde der hvor vi gerne vil have det. Kontraspillet som kunne have været bedre i lørdags skal også tilbage på sporet, så vi kan få nogle nemme mål og så skal vi bare have fart i det etablerede angrebsspil. Det er holdets dyder, vi ved de kan og vi tænker at det Wake-up call fra Maribo, har tændt op i truppen og at de leverer en ny storartet kamp, på søndag klokken 15.00
Den skal have fuld gas mod Nordjyderne på søndag, på banen, på balkonen og i hele hallen. Sammen kan vi presse de sidste procenter ud af spillerne og hjælpe dem til endnu en hjemmesejr. Sammen er vi stærke.
Fanzonen er for alle, vi ses på søndag klokken 13.30
