TMT og GOG bytter højrefløj

TMT og GOG bytter højrefløj

TM Tønder har oprustet med to nye højrefløje. Jaris Tobeler fra Tyskland og Anton Filtenborg fra GOG. Dermed er Viktor Vlastos kommet i overskud i TMT. Det har GOG bemærket og da de har sagt farvel til flere højre fløje fra næste sæson, har de valgt at indlemme Viktor Vlastos i deres trup, hvor han først og fremmest skal spille på andetholdet og være backup, skulle der komme skader på ligaholdet.

Viktor der aldrig fik sit gennembrud i TMT har tidligere spillet ungdomshåndbold i Oure, så det bliver for ham som at komme hjem igen. Han siger således til fynboernes hjemmeside: – mine to år væk fra Sydfyn har gavnet mig en del. Det at komme væk fra de vante rammer i GOG har helt klart været med til at udvikle mig som håndboldspiller, og ikke mindst som menneske. Det har været to særdeles lærerige sæsoner i 1. Division, hvor jeg har draget en masse erfaring trods min unge alder.

Den omvendte vej er Anton Filtenborg taget fra næste sæson og han har tidligere udtalt at han glæder sig til at komme til TM Tønder: – Jeg vil gerne være en del af TMT’s miljø da jeg ser en seriøs klub der kan tilbyde de rette omstændigheder for min videre udvikling. Som man har set før kan ung trup ofte overraske. Jeg ser dog først og fremmest en stor mulighed for en masse erfaring! Samtidig med en træner der ønsker at udvikle mig, og resten af holdet, udtalte unge Filtenborg tidligere til Handballtransfer.dk

Endnu en tidligere GOG’er kommer til TM Tønder fra næste sæson. Andreas Haagen har skrevet kontrakt med Ribe-Esbjerg, der sender ham til Tønder, så han kan udvikle sig. Andreas kan så glæde sig til de to kampe mod HØJ, hvor han skal spille mod sin far. Det sker ikke hver dag i dansk håndbold: – Det bliver da meget sjovt. Jeg er glad for min far kan få et år mere at spille håndbold i, han lever og brænder for det, stort set lige så meget som alle vi andre. Han er bare lidt mere oppe i alderen og har nogle andre ting at kunne byde ind med, siger unge Haagen til GOG’s hjemmeside.

Desuden glæder Andreas sig til at prøve noget nyt og siger således: – Jeg har taget udgangspunkt i hvad der lige pt. var bedst for mig personligt, men også for min udvikling. Jeg tror meget på det setup jeg bliver en del af i TM Tønder.

Hos TMT Red Support glæder vi os til at kunne komme i hallen igen, og ikke mindst råbe jeres navne igen og igen og igen. Velkommen til TMT.