Bøvlet udebane i Maribo venter

Bøvlet udebane i Maribo venter

Nick Bøg og Co. skal på jagt efter flere point.  FOTO: Torben Sjøhart Lund

Er der to hold, som historisk set matcher hinanden rigtig godt, så er det Team Sydhavsøerne og TM Tønder. Det er som regel fuldstændig uforudsigeligt når disse to hold mødes. Vi har vundet derovre som underdogs, tabt når vi har været favoritter, fået nogle snittere, men ofte har det været tætte kampe, som blev vundet af det hold der havde momentum sidst i kampen.

Og vi indrømmer gerne, at når vi har skrevet, som optakt til sæsonen, at TSØ nok ikke var meget bedre end i forrige sæson, så har vi taget grueligt fejl af dem. De har i de tre første kampe vist os noget helt andet. Ude mod HCM førte de med fem ved pausen, men endte med at tabe med tre. Lemvig blev slået med hele syv mål i Maribo, mens Rækker Mølle i en noget svingende kamp blev slået med to i Vestjylland. Så TSØ har leveret en fornem sæsonstart.

TSØ har fået tilført noget styrke i bagkæden. Højrebacken Dines Kjeldgaard med en fortid i Odense og TMS Ringsted bankede 14 bolde i kassen mod Rækker Mølle og Mathias Nikolajsen, der kommer fra HØJ er en kæmpe Dynamo i deres spil. Han driver bolden frem i højt tempo og er lynhurtig i det hurtige opgiverkast. Derfor bliver returløbet en vigtig faktor i TM Tønders spil på lørdag. Forsvarsmæssigt er der kommet en ny styrmand i Jeppe Villumsen og det er en tiltrængt forstærkning. Den vigtigste forstærkning er dog trænerteamet, der har fået banket en ny tro ind i holdet.

Der er dog vigtige punkter der gør at vi tror på at TMT tager de to point med hjem til Sønderjylland. For det første så har vi på rekordtid fået integreret de nye spillere på holdet. Vi har fået opbygget en fantastisk vinderkultur på holdet. Vi har kun tabt en 1.divisionskamp siden December og det var ude mod Skive. Holdets bredde er fantastisk og vi kan skifte meget ud, mens TSØ stort set kører med Kjeldgaard, Nikolajsen og Vukman i alle 60 minutter i bagkæden. Det skal give os en fordel i friskhed, når kampen skal afgøres i de sidste 10 minutter. Og så har vi nok bare rækkens bedste defensiv og fantastiske keepere.

Så hvad skal vi så gøre mod TSØ, ja det ved ingen bedre end Lars. Men vores bud er: Returløbet bliver som sagt vigtigt, så de ikke får de der nemme mål. Kan vi lukke ned for det er vi nået langt, for de scorer halvdelen af deres mål på hurtige opgiverkast og omstillinger. Vores forsvar skal stå godt og der skal lukkes ned for Mathias Nikolajsen, så han ikke får sat Dines Kjeldgaard i gode situationer. Og så skal vi virkelig løbe med dem. I Rækker Mølle var deres returløb frygtelig dårligt og det skal selvfølgelig udnyttes.

15 mand fra TMT Red Support dukker op i Maribo og selv om nogle af de “tunge drenge” desværre ikke kan komme med denne gang, så bliver der bakket op i typisk Red Support stil, så drengene forhåbentlig kan hjemføre de to point.