Med 27 mand i bussen var der sæsonrekord til en udekamp og vi havde en fantastisk tur. Agerskov Turistfart sørgede for sikker transport i det lumske vejr og ved Korskro tog vi en lille pause og fik lidt at spise. Videre til arenaen i Skjern, hvor vi fik sat udstyret op. Ikke mindre end seks trommer blev sat op og der var rigeligt med trommedaskere, så nogle af de sædvanlige fik en fridag og overlod trommeriet til U15 drengene, samt Frank der for første gang var med til det og hurtigt fandt ind i rytmen.
1200 tilskuere var mødt ind til den første kamp, de fleste dog for at se kamp to og de var ret stille hele kampen. Det var Red support ikke, der blev trommet og der blev jublet igennem ved scoringer, ved stærke forsvarsaktioner og ved de 19 flotte redninger af vores stærke keepere. Rækker Mølle har dog nogle rigtig fine skytter og en stærk omstillingsfase og selv om TMT var ved at trække fra, ved stillingen 5-8, så holdt hjemmeholdet hele tiden stand, og havde også nogle føringer i første halvleg. 14-14 ved pausen var retfærdig nok. Stregspillet havde været godt, men fløjspillet og kontrafasen var nærmest ikke eksisterende og selv om fløjspillerne bestemt ikke skal belastes for noget, så var der nok bare brug for forandringer her.
Det kom der efter pausen. Skov kom ind og selv om det ikke rigtig forandrede noget i første omgang, så kunne man mærke stor forskel på hele holdet. Der blev i den grad taget fat i forsvaret og Siim stod bare super, lige som vi scorede på vores chancer. Især Mathias Nikolajsen gjorde som det passede ham. Rækker Mølle holdt dog stand med deres hurtige opgiverkast, som var det der voldte os de største problemer efter pausen. 20-21 stod der på tavlen efter 40 minutter. Mathias fortsatte med at gøre som det passede ham og Balsby var sikkerheden selv når han fik bolden og på ingen tid stod der 20-26. Hjemmeholdets syv mod seks spil var rent guf for Kasper Skov Andersen der bare løb boldene ned i Rækker Mølle målet og bare et kvarter efter der havde stået 20-21, stod der nu 23-33. Der blev spilletid til reserverne og kampen sluttede 24-34 til stor glæde for spillerne og nok til endnu større glæde for de hårdprøvede Red Supportere.
Herefter blev det Skjernfansenes tur til at juble, da Bergholt og Co. slog Nordsjælland og så var det ellers nogle trætte fans der vendte tilbage i bussen. Aftensmaden blev indtaget i Korskro, for dem der var sultne og klokken 19.50 kunne bussen bakke ned til Tønderhal 2 fyldt med glade og møgtrætte fans. Vi glæder os til næste udebanetur, der går til Århus.