Ærgerligt nederlag i Maribo

Ærgerligt nederlag i Maribo

TMT Red Support tog tidligt afsted lørdag morgen, med destination Lolland. Målet var lidt sightseeing, hvor der bl.a. skulle tjekkes hvordan det går med Femernforbindelsen. Inden fanbussen nåede så vidt var der opsamling i Abild, Løgumgaarde, Toftlund, Kolding og Odense. For som alle jo ved, så har vi fans over hele landet.

Desværre lykkedes det ikke for holdet at få point med hjem fra Maribohallerne denne gang. En utrolig lige kamp udspillede sig i Maribo, hvor vi var bagud med tre i første halvleg og foran med tre i anden halvleg, men endte med at tabe med 24-26, efter to TSØ mål i sidste minut.

TM Tønder kom ellers fint fra start, men det blev desværre en kamp på hjemmeholdets præmisser. Manglende tempo i angrebsspillet skyldtes naturligvis to gode forsvar, men det var i bund og grund også et ønskescenarie for Sydhavsøerne, mens vi meget hellere vil spille med meget fart og det lykkedes vi ikke rigtigt med. Derfor blev det en fight hvor holdene skiftedes til at have momentum og i det sidste minut, ved stillingen 24-24 scorede de, mens vi brændte og så var den kamp tabt.

Som et lille plaster på såret, var der en TSØ supporter der havde bagt muffins, og vi fik to poser med hjem i bussen. Tak for det, i er virkelig så søde derovre i Maribo.

Vi græder ikke over spildt mælk og selv om det er ærgerligt at vi ikke fik point med hjem, så er det måske også sundt nok at få benene ned på jorden igen, også for os fans. Vi lader det gå ud over Vendsyssel, når de gæster Tønderhallerne på søndag.

Sammen Er Vi Stærke.