TM Tønder var lige rykket ud af 888-Ligaen, som det hed dengang, og med et rigtigt stærkt hold skulle vi forsøge at finde tilbage igen. Vi havde ganske vist måttet sige farvel til bl.a. Rune Schrøder, Kristian Stoklund og Oliver Eggert, men havde bl.a. hentet en storskydende Felix Kasch ind i truppen.
Og sæsonen startede helt fantastisk med en sejr hjemme i hal 2 over Ajax København. Den kamp huskes nok bedst for en vis Ajax spiller, der tændte af over for vores publikum og så for en sikker hjemmesejr på 30-24. Og det stoppede ikke her. 5-målssejr i Køge, 4-målssejr over HEI og en 10-målssejr i Randers, der året forinden havde spillet oprykningsspil. I femte runde blev Otterup så slået med 8 mål. fem kampe, 10 point og en plusmålscore på 33.
I 6.runde gik turen så til Fredericia med de tidligere TMT spillere. Elmgaard, Tellerup, Schrøder og Stoklund. Og det var en fantastisk håndboldkamp med skiftende føringer og 14-14 ved pausen. TMT kom fantastisk ud til 2.halvleg og scorede de fire første mål, inden Fredericia kom på 17-18. FHK bragte sig foran 22-20 og Emil Bergholt vendte stillingen til 23-24. FHK udlignede til 25-25 med 45 sekunder tilbage. Det endte med et frikast til TMT med få sekunder tilbage. Bolden blev spillet til Felix Kasch, Fredericia dækkede forfærdeligt op og svenskeren sendte bolden i nettet og der blev sat en spurt igang, ned i den anden ende af hallen, hvor hundredvis af TMT fans havde en fest.
Så var TM Tønder for alvor tophold og de næste tre kampe blev vundet over Odder og ude mod Stoholm og Skive. 9 kampe, 18 point, jo jo, det gik skam godt i Tønder. Det kunne dog ikke blive ved og de to næste kampe blev tabt, hjemme mod TSØ og ude mod HØJ. Der blev rettet op og de næste syv kampe blev vundet. Syv sikre sejre og så kom Fredericia på besøg i Tønderhallerne, et opgør der nok ville definere, hvem der skulle i ligaen. Der var de to, og så var der alle de andre.
Og vi haltede bagefter fra start og ved pausen var vi bagud 10-16. Og selv om vi kæmpede bravt, så var vi stadig bagud med seks, midtvejs i 2.halvleg. Fredericia og i særdeleshed Rune Schrøder, var bare bedre på dagen og selv om vi leverede et flot comeback og kom på både 24-25 og 25-26, så var det gæsterne der trak det længste strå og vandt 25-27. De to næste kampe havde vi vores problemer. 27-27 i Odder og 24-23 over Stoholm, som brændte et straffekast i overtiden.
Det så ud som om vi ikke helt troede på det mere. Skive havde alt for let ved at slå os 32-25 i Tønderhallerne og i Maribo tabte vi for 2.gang til TSØ, 26-22. En to-målssejr over HØJ blev fulgt op af et nederlag til Odense, der kort forinden havde slået Fredericia og vi sluttede af med en sejr over Frederikshavn. Vi sluttede på 39 point og en sikker 2.plads og skulle spille oprykningskampe, bedst af tre mod vores onde ond TSØ, om retten til at møde Kolding om en plads i ligaen.
Og det var med bange anelser vi tog imod TSØ, der jo havde slået os to gange. Vi var dog bedst denne gang og slog dem sikkert hjemme. I Maribo var vi klart foran til langt ind i 2.halvleg og en flot slutspurt af TSØ var ikke nok, så TMT var dermed klar til KIF Kolding. Og der væltede ind med TMT fans i Kolding. TMT Red Support havde sat to busser ind og TMT var det klart bedste hold og vandt fortjent kamp 1. Nu skulle det hele afgøret i Tønderhal 2, men her var Kolding klart bedst og havde styr på det fra 1.minut, så vi måtte ud i en tredie og sidste kamp. Kolding var i teten og førte det meste af kampen. I 2.halvleg fik et flot kæmpende TM Tønder kontakt, men så slap kræfterne op og KIF sled sig til overlevelse, men det var tæt på. TM Tønder havde leveret en overbevisende sæson.