Små ændringer i bestyrelsen

Små ændringer i bestyrelsen

Efter den seneste generalforsamling, stod det fast at det bestyrelsesmedlem der har været med i længst tid, Flemming “Flæske” Lund, havde valgt at træde ud af bestyrelsen.Han er dog stadig aktiv medlem af TMT Red Support og vi er glade for at han stadig er top klar til at hjælpe drengene med sine evner på trommerne.

Det stod også fast at Kim Leszczynski er ny mand i bestyrelsen. Kim er også aktiv på trommerne og har været det i mange år. Kim Møller, der i mange år har været suppleant overtog Flæske’s post i bestyrelsen, mens Kim Leszczynski er ny suppleant.

Og så blev der altså afholdt et konstitueret bestyrelsesmøde, så rollerne kunne fordeles og der er nok at tage fat på. Vi har netop rundet 200 medlemmer som har tegnet eller gentegnet og der er stadig en del medlemmer derude der stadig har en månedstid til at få gentegnet, så det ser rigtig fornuftigt ud.

  • Formand: Esben Lind fortsætter som formand. Han havde sådan set heller ikke noget valg, da han er valgt til dette på generalforsamlingen. Han fortsætter såmænd også med glæde. Esben er også aktiv omkring sponsorarbejdet.
  • Næstformand: Kim Møller blev enstemmigt valgt ind som næstformand, en rolle han tidligere har haft. Planen er at samarbejdet mellem formand og næstformand skal udvides, så vi bliver endnu stærkere. Kim Møller har desuden ansvaret for hjemmesiden, facebook, instagram og fanzonen. Og så sørger Kim også lige for at udstyret er repareret og up to date.
  • Kasserer: Allan Mattesen Jacobsen fortsætter som kasserer, det står slet ikke til diskution. Der er totalt styr på økonomien og vi finder ikke en bedre mand til det område. Allan står desuden for bestilling af busser, indkaldelse til udekampe og sms service, og ikke mindst har han styr på sponsorarbejdet, ligesom han arrangerer ture der rækker ud over håndboldkampe med TMT.
  • Bestyrelsesmedlem: Morten Schneider står fortsat for arrangementer som generalforsamlinger, julefrokoster, fællesspisninger og den slags. Det kører totalt på skinner, så hvorfor lave om på noget der virker.
  • Bestyrelsesmedlem: Finn Harboe er indkøber til vore ture og sørger for at vi ikke render tør. Også her skal der ikke laves noget om for det virker til punkt og prikke. Udfordringen er at vi ikke får forkøbt os og har for meget når sæsonen slutter og det fungerede rigtig fint i seneste sæson.
  • Suppleant: Kim Leszczynski er manden der sørger for at vi gør hvad vi skal for miljøet. Han sørger for at der er ryddet op i bussen og at pantflasker sendes retur til butikken. Kim er desuden ansvarlig for at Red Support er tydelige under indløb og han sørger for at vore trommesponsorer ses under indløb og på billeder etc.
  • Suppleant: Jan Pedersen er backup for alle. Er der lige en opgave hvor man mangler hjælp, så kan man spørge Jan, ligesom man naturligvis også kan spørge alle andre.

Nu glæder vi os helt vildt til den ny sæson, der starter på fredag med en udekamp (træningskamp) ude mod ligaholdet fra Holstebro. Red Support vil naturligvis gerne ud og se den kamp, så vil du med, så kontakt Allan (som altid), så arrangerer han fælleskørsel. Sammen er vi stærke, sammen er vi Red Support.