Velkommen til de fem nye

Velkommen til de fem nye

En ny sæson står for døren og vi har glædet os til en sæson uden de store udskiftninger. Alligevel er der fem nye ansigter på holdkortet, fire spillere og en assistenttræner og lad os bare være ærlige, det er en yderst spændende kvintet der er tjekket ind. Nu vil det være meget unfair at bedømme spillerne på deres præstationer, efter kampe mod to stærke ligahold, men alligevel så har de alle i glimt vist hvad de indeholder.

Og lad os bare starte på højrefløjen, hvor store sko skal udfyldes efter Anton Filtenborg, en af 1.divisions aller bedste højre fløje i forrige sæson. Hele to spillere er hentet ind til den opgave, som Anton udfyldte alene. Nicolai Aleksandrovietz er kommet til fra Odense, mens Jonas Nielsen har taget den lange tur fra Vendsyssel. Modsat Anton dækker de begge fløj og mod REHH blev der lukket godt ned der, så det var absolut godkendt. Desuden er de begge gode afsluttere og er begge spillere med et stort udviklingsmateriale, så vi har store forventninger til at Lars og Co. får to klassefløje ud af dem.

Mikkel Damgaard er tilbage i den røde trøje for tredie gang, og vi har fuld forståelse for at nogen undrer sig over at klubben henter ham tilbage. For sidst han var her virkede det ikke som om at han rigtig var til stede. MEN, Mikkel Damgaard er en uslebet diamant og hvis han satser 100% på håndboldkarrieren kan han blive en fantastisk spiller. Han har alt det, som en stregspiller skal have, han er stor og stærk og har en fantastisk håndboldforståelse og han er afslutningssikker. Vi har kæmpe forventninger til at Damgaard nu får sit store gennembrud, han bestemmer sådan set selv.

Troels Clausen har desværre måttet sætte håndboldkarrieren på stand by og er ikke en del af truppen i næste sæson. I stedet er der kommet et kæmpe SHEA talent i form af Joachim Pedersen fra Skanderborg. Midtjyderne har længe set et stort potientiale i ham og han er kommet til Tønder for at udvikle sig og få spilletid. Joachim viste i begge træningskampe, i glimt hvad han kan på en håndboldbane. En playmaker med et kæmpe udviklingsmateriale og vi tror at han kommer til at blomstre helt vildt op i Tønder trøjen. Playmakeren kan spille med fart og han kan sådan set spille alle pladser i bagkæden, skulle det blive nødvendigt. Og så kan publikum glæde sig til en flot rullefinte, som vi også har set fra Nick Bøg.

Da Casper Madsen har valgt at stoppe gik jagten ind på en ny assistenttræner. Valget faldt på Kenneth Bach Hansen, der tidligere var en super effektiv højre fløj i SønderjyskE. Vi er ret sikre på at vi i Kenneth har fået en assistent med en stor håndboldforståelse, og som står over for en fin trænerkarriere i fremtiden. De der kender ham er i hvert fald ikke i tvivl.

Dermed ser vi ind i en sæson med stor tro på at vi kan blande os i toppen. Vi ved at der er nogle hold der er kæmpe favoritter til at ligge foran os, men de har alle mange nye bærende spillere de først skal have spillet sammen, så mon ikke de alle kommer til at smide point hist og her. Og vi synes virkelig at TMT har sat et flot hold sammen. Vi glæder os til september, sammen er vi stærke.