Turen går til Odense og du kan komme med

Turen går til Odense og du kan komme med

I aften klokken 18.45 spiller TM Tønder udekamp mod Odense, holdet som vi gennembankede i runde 2, med ikke mindre end 18 mål. Set i lyset af den kamp og den klare sejr i en træningskamp før sæsonen, så er vi jo nok favoritter i aften i Dalumhallerne i det sydlige Odense. Men så simpelt er det nu ikke, for Odense er et enormt svingende hold, og det kan man vel også sige at vi selv har været, i denne sæson.

Bare for at tage nogle eksempler på nogle af Odenses resultater i denne sæson:

  • TMT – Odense: 41-23
  • Århus – Odense: 41-31
  • Odense – Skive: 27-38
  • Odense _ Midtjylland: 23-33
  • Rækker Mølle – Odense: 41-32
  • Odense – Sydhavsøerne: 37-27
  • Lemvig – Odense: 32-32
  • Odense – Odder: 26-30
  • HØJ – Odense: 33-22

Det er med andre ord nogle ordenlige snittere, som Odense har fået, men de har altså også slået Sydhavsøerne med 10 mål, spillet uafgjort i Lemvig og desuden besejret Faaborg, FIF, Norddjurs og Roskilde. De seneste fire kampe er tabt til HØJ, HCM, Rækker Mølle og Faaborg, så Odense lider lidt på resultaterne. Man det er også et hold der igen har fået gang i Jacob Lyck, lige som playmaker Bejamin Walsøe har haft godt gang i skudarmen, hele sæsonen.

Det er særdeles vigtigt, at TMT ser Odense som en rigtig bøvlet modstander, og får fundet det rigtige spændingsniveau. Odense er et enten eller hold og de slår til når ingen forventer det. Vi skal være totalt klar fra start og så udnytte de udfald som Odense får, for ingen tvivl om at de får udfald, deraf de store nederlag. De går gerne i syv mod seks under disse udfald og så er det bare enten eller. Det er formentligt/forhåbentligt sidste kamp for TMT, med det voldsomme skadesmareridt i denne sæson og med den lange pause der venter er det bare at bruge den sidste energi og bare løbe dem godt og grundigt møre. Og hvem ved, måske får vi scoret et par håndfulde gange i tomt mål igen.

TMT Red Support vil gøre sit ypperste for at holdet/spillerne er klar fra start. Dalumhallerne vil komme til at summe med det sønderjyske sprog og med røde trøjer. Ikke mindre end 30 supportere er med bussen, og det er ikke bare supportere, men folk der kan skabe en magisk stemning for drengene fra TMT. Det bliver dermed mere end bare trommer. Det bliver hujen, piften og jubel fra omkring 100 tilskuere, der hepper på RØD. Det kan blive en magisk fredag aften i Dalum.

Der er stadig plads i den store bus. Skal du med og ikke har fået dig tilmeldt, så kører vi fra Tønderhallerne klokken 15.45. Send evt. en sms til Allan 51 29 33 50, så guider han dig igennem.

Sidst, men absolut ikke mindst, skal der lyde en kæmpe tak til Kreditbanken Tønder, for sponsorat af drikkevarer til turen. Lige som alle vore andre sponsorer, gør i bare en kæmpe forskel for os. 1000 TAK.