Vi har stadig 4-5 pladser tilbage i bussen

Vi har stadig 4-5 pladser tilbage i bussen

På lørdag venter endnu et tophold, da drengene drager til Lemvig, for at møde Lemvig/Thyborøn. Værterne har i mange år været en del af ligaen og var sidst i 1.division i de to år, hvor TM Tønder var i ligaen. Derfor er det rigtig mange år siden vi sidst har været i Lemvig. Det vedhæftede billede fra Lemvig er derfor et meget gammelt billede, vist nok fra den sæson vi rykkede op. I hvert fald vandt vi den dag, i byen der via Lem Vig grænser op til Limfjorden.

LTH har haft en blandet start i 1.division, men har også haft et blandet program. På den ene side har de skullet møde Århus, Høj og Midtjylland og på den anden side, har programmet også givet dem mere spiselige opgaver som FIF, Rækker Mølle og Faaborg. Udebane nederlaget til FIF vil de nok ærgre sig over, mens det nok var forventet at de kunne tabe hjemme mod HØJ. De fire andre kampe er alle vundet. Århus, Midtjylland og Rækker Mølle blev alle slået med tre mål. I disse kampe viste LTH klart at de vil tilbage i ligaen. Senest blev Faaborg besejret med 8 mål.

TM Tønder kan derfor se frem mod en meget svær modstander i arenaen i Lemvig. Vi spillede en flot kamp mod Skive og skal ramme samme niveau i Lemvig, hvor vi også på sidelinien skal op mod et stærkt hjemmepublikum med en god fanklub i ryggen. Vi er 12 mand og skal op imod 800, så det er en ulige kamp. Derfor vil vi gerne have et par stykker eller fem, mere med i bussen. Vi skal nok lave lyd, os der er der. Det er ikke antallet af tilskuere, men antallet af medlevende tilskuere der betyder noget, så alle der selv kører til Lemvig, familie, venner og alt muligt andet, der skal virkelig tryk på, så drengene får den maksimale opbakning.

Skulle du nu sidde og tænke: ja jeg skal jo ikke noget på lørdag, jeg skal da med den bus, så skynd dig at kontakte Allan på 51 29 33 50, gerne på sms (han arbejder om dagen). Vi kører i en 20 personers bus med Chauffør fra Agerskov Turistfart og har stadig 4-5 pladser tilbage. Ja 12+5=17, det er jo ikke 20, vi ved det godt, men vi har brug for et par sæder til vores udstyr.

Pris for transport og ståplads: 210 kroner

Pris for transport og siddeplads: 225 kroner

Tilmelding: 51 29 33 50

Afgang fra Tønderhal 2: lørdag klokken 10.10

Kampstart: klokken 14.30

Hjemkomst: ca. klokken 20.00