Rune Schrøder og holdkammeraterne får hård modstand på fredag….Foto: Torben Lund
På fredag aften klokken 19.30 spiller TM Tønder mod topholdet HC Midtjylland. Men vi er naturligvis klar i Fanzonen allerede klokken 17.30, hvor omkring 30 supportere sidder og spiser Schnizel i en omgang fællesspisning. Fra klokken 18.00 er der normal Fanzone med gæster og oplæg til kampen mod HCM. Alle er velkomne i Fanzonen.
HC Midtjylland er tophold med 8 point for 5 kampe, mens TM Tønder ligger nummer 5, efter at have spillet sig til 6 point. De har mødt hold fra den forventede midte af rækken, så det er lidt svært at spå hvor gode de er, men vi forventer at de slutter i top 6. Deres bredde er forbedret væsentligt og keeperne er de samme som i de senere år. Deres topscorer er deres playmaker Emil Jensen, der ligger nummer tre på topscorerlisten. Desuden er Malte Pedersen stadig en vigtig brik i deres bagkæde. Ud over Malte P, er Snogdal, Simon Egtved og Kasper Knudsen, tidligere TMT spillere. Kasper Knudsen har dog endnu ikke kunnet spille, efter sin meget langvarige skade.
Sidst vi mødte HCM i Tønderhal 2, kom vi klart bagud i starten af kampen. Vi skal således være helt klar fra start denne gang, mod et i denne sæson stærkere HCM. Vores fireblok skal virkelig stå en stærk defensiv, så vi kan få styr på Emil Jensen, lige som deres dygtige backs skal lukkes ned. Og så skal drengene bare spille med det overskud som de viste i Maribo og i 1.halvleg i Ølstykke. Hvis disse ting lykkes, så skal de to point nok blive i Tønder, og så er vi igen en del af den absolutte top af 1.division.
Den nemmeste måde at få drengene til at præstere, er at vi får fyldt Tønderhal 2 godt op, og får skabt den magiske Hal 2 stemning. Så vi håber at rigtig mange vil bruge en fredag aften i Tønderhal 2 og være med til at skabe endnu et fantastisk drama. SAMMEN ER VI STÆRKE.