TM Tønder møder velspillende tysk hold i Skærbæk

TM Tønder møder velspillende tysk hold i Skærbæk

Rune Schrøder og hans holdkammerater får noget at se til…..Foto: Flemming Andersen.

TM Tønder har netop afsluttet fire dages træningslejr på Rømø, og efter en dag med familien, går turen igen til Skærbækcentret til endnu en træningskamp, denne gang mod det stærke tyske 2.bundesligahold VFL Lübeck-Schwartau. De to hold mødtes samme sted sidste år og her tabte TMT 23-27 efter at have ført 13-12 ved pausen.

Det tyske hold sluttede forrige sæson på en 7.plads i 2.bundesliga, pointmæssigt et godt stykke fra top 6, og er et hold der har et stærkt kollektiv. De er rigtig godt sammenspillet, kan spille med god fart, har gode skytter, ja de har hele pakken, et komplet hold. På holdkortet finder man bl.a. Magnus Holpert, der har optrådt for Sønderjyske, samt danskerne Oliver Juhl Refsgaard med en fortid i bl.a. Skanderborg og Skjern, samt Rasmus Houmøller med en fortid i Mors/Thy, ifølge klubbens hjemmeside.

VFL Lübeck-Schwartau har netop spillet mod KIF Kolding, også i Skærbækcentret, og den kamp vandt tyskerne med 42-32 (20-15). I den kamp var tyskerne overlegne i alle spillets aspekter og KIF blev aldrig rigtig inviteret ind i kampen og når de gjorde tog de ikke imod invitationen. Tyskerne scorede efter behag og TM Tønder skal præstere væsentlig bedre end Kolding gjorde, skal vi have en chance mod det stærke 2.bundesliga hold.

Først og fremmest skal forsvaret op i samme gear, som i 2.halvleg mod Kolding og så skal keeperne jo udnytte de gode betingelser de får. Angebsmæssigt skal vi komme til afslutninger og undgå at blive ramt af 1.bølge contraer. Altså kort og godt skal de tekniske fejl undgåes, for vi skal op mod en modstander der ikke lavede mange fejl mod KIF, men står vi godt defensivt, kan det jo være at de laver flere fejl. Det monster stærke forsvar som TMT præsterede i de sidste 30 minutter i torsdags, hvis det er det vi skal se i næste sæson, så ser det altså godt ud, og så kan det blive en fantastisk sæson i 1.division og hvem ved, måske en sejr mod VFL Lübeck-Schwartau, i dag klokken 17.00 i Skærbækcentret.