Jonas Nielsen scorer på Emil Tellerup, mens Hans Holst kigger på. Foto: Flemming Andersen.
På lørdag klokken 14.00 spiller TM Tønder atter i Skærbækcentret og denne gang er det Kolding IF’s 1.divisionsherrer der står på den anden side, så der bliver brug for at holdet viser lidt mere, end de gjorde tirsdag aften mod Lübeck-Schwartau.
KIF Kolding har været igennem en større forvandling efter deres nedrykning fra ligaen, men har dog formået at holde på en del af de spillere, der var i truppen i forrige sæson. Således er Emil Tellerup, Kristian Stoklund, Benjamin Pedersen og Tobias Ellebæk, blandt dem der valgte at blive. Tilmed er der kommet stærke spillere som Torsten Fries og Cornelius Kragh til klubben som kan mønstre en meget stærk startsyver. Ny på trænerposten er Anders Eggert, der sammen med Julie Loop, der havde fat i noget af det rigtige i de sidste kampe før sommerpausen, skal få holdet til at præstere. Og sidst men ikke mindst, har de fået Lasse Svan Hansen tilkoblet som mental træner, så de ikke ryger ned i det hul, som de befandt sig i, da vi mødte dem i januar.
TM Tønder vil formentligt bruge kampen på at se hvor holdet står i forhold til en af konkurenterne til top 3, så holdet skulle gerne være topklar og udnytte en modstander der er midt i en proces og faktisk spiller sin første træningskamp på lørdag i Skærbæk. Det er nu blevet tid til at Lars Krarup skal til at kigge på hvilke formationer der er brugbare, så vi står top klar når sæsonen starter i Lemvig, ja gerne allerede før, hvor en pokalkamp mod Skanderborg finder sted.
En godt fyldt Skærbæk hal kan nu også noget, så start bilen op og kom i hallen i Skærbækcentret, på lørdag klokken 14.00.
