Fredag aften var der indkaldt til bold i Hal 2 og efter det noget ærgerlige nederlag i Maribo, var det super vigtigt at hive de to point hjem mod Odense, der havde slået Faaborg i første runde.
Vi startede med besøg i Fanzonen, hvor de to småskadede spillere Kasper V Knudsen og Nikolai Aleksandrovietz, heldigvis kunne berette om at deres skader ikke var så slemme som frygtet, så inden vi ser os om, er de nok klar igen. Kasper kunne desuden fortælle at han er begyndt at studere og derfor arbejder lidt mindre hos Kjellkvist end tidligere. Nikolai er flyttet til Tønder og nyder at bo her, sammen med rigtig mange af sine holdkammerater. De gav os også en optakt til kampen mod Odense, hvor Nikolai jo spillede i forrige sæson, og det var egentlig bare om at få styr på Jacob Lyck, sidste sæsons topscorer og tidligere TMT spiller.
Herefter gik vi truppen igennem spiller for spiller, og Kim kunne på sædvanlig positiv maner berette om de forskellige spilleres styrker. Det skal nok blive en god sæson. Historiens stærkeste 1.division blev gået igennem hold for hold og TM Tønder blev sat i kategori to, dem der skal udfordre de fire forventede tophold. Vi fik snakket TSØ kampen igennem og set frem mod aftenens kamp. Et bud på et slutresultat var 32-24, som flere syntes var lidt optimistisk.
I hallen måtte vi undvære vores normale styrmænd på trommerne, men afløserne gjorde det nu meget godt alligevel. Det gjorde drengene på banen også. Efter en lige start med TMT i teten gik Odense i syv mod seks. Det skulle TMT drengene lige indstille sig på og da de fik styr på det, vandt vi de sidste 7-8 minutter med 11-1. Et vink med en vognstang til kommende modstandere, at man ikke spiller syv mod seks mod TM Tønder.
22-10 ved pausen og efter pausen kørte TM Tønder en sikker sejr hjem. Alle kom på banen og alle bød ind med scoringer. Keeperne var fantastiske og stod tilsammen med en redningsprocent på 51% og Odense formåede ikke at score på deres tre straffekast. Det var en fantastisk fredag aften, hvor alt lykkedes for TM Tønder og så skal der i øvrigt lyde stor ros til dommerne, Simon og Søren, der lod spillerne spille håndbold, så længe de ikke gik over stregen. Kampen sluttede 41-23, så vores bud på 32-24 viste sig ikke at være så optimistisk endda. De små 600 tilskuere incl. ungdomsspillerne i den røde mur, der til sidst kom op til Red Support og hjalp til med at synge sejrssang med spillerne, kunne derfor gå glade hjem fra Tønderhallerne.
Nu er der alt mulig grund til at ringe til Allan på tlf. 51 29 33 50 så vi kan få fyldt bussen til Grenaa op på lørdag, til næste udekamp. Sammen er vi stærke.

