TMT Red Support afholder en sidste Fanzone før pokalkampen mod KIF Kolding. Vi åbner dørene klokken 17.45 og stopper omkring 18.30 så vi kan komme ind og finde vores pladser i god tid, da TMT forventer 1000 tilskuere til sæsonens sidste håndboldkamp.
Vi får besøg af vores nye venstre fløj, Nicolai Snogdal klokken 17.50, så det er med at være der til tiden. Nicolai der spiller for KIF Kolding har tidligere spillet for Skovbakken, så ham har vi før set i Hal 2. Vi glæder os til at kunne præsentere ham for jer og få ham til at fortælle lidt om sine forventninger til næste sæson.
Herefter vil vi fortælle lidt trupnyt, siden sidst og vi skal have kigget lidt på hvorfor der har været så voldsom en udskiftning i truppen. Og sidst, men ikke mindst skal vi have set på aftenens kamp mod KIF Kolding. Hvor klar er TMT til kampen, hvad er chancerne og hvad skal der til for at vi kan skabe en lille sensation.
Faktisk har vi gode traditioner i kampene mod ligahold. Læs lidt om tidligere opgør her:
10.marts 2015: TM Tønder – Skjern: 26-27
Vi gav Skjern kamp til stregen og var uhyre tæt på forlænget spilletid. Skjern lavede et proffesionelt frikast i vores sidste angreb og et tremeterkast efter tid gik ikke i mål.
21.april 2016: TM Tønder – Århus Håndbold: 31-38
Tre dage efter den vanvittige kamp i Nordsjælland skulle vi finde ressourcer til en pokalkamp mod Århus. Det var dårlige odds og armene var knap kommet ned. Det endte også med et nederlag.
1.maj 2017: TM Tønder – Mors/Thy: 29-23
Vi var nu selv et ligahold og for første gang kunne vi slå et ligahold ud af pokalen, med en klar sejr.
29.august 2017: TM Tønder – Bjerringbro Silkeborg: 26-25
Vi startede sæsonen op med en sensationel sejr over mægtige BSV, der blev sendt ud af pokalen.
17.oktober 2017: Ribe/Esbjerg – TM Tønder: 21-20
For første gang skulle vi spille på udebane mod et ligahold i pokalturneringen. Vi var i teten hele kampen og måtte slås med uretfærdigheder, da dommerbordet overså at REHH var en mand for meget på banen på et afgørende tidspunkt. Til sidst fik REHH vendt kampen og kom i Final 4. TMT valgte at de ikke ville protestere over hændelsen.
26.august 2019: TM Tønder – Århus. 25-37
Det var starten på en forfærdelig sæson, hvor intet fungerede, da Århus gav os tørre tæsk.
18.august 2020: TM Tønder – SønderjyskE: 18-32
TMT havde skiftet det meste af truppen ud og fik tørre tæsk af lokalrivalerne.
19.maj 2021: TM Tønder – KIF Kolding: 24-31
TM Tønder spillede en rigtig fin kamp mod Kolding, der dog var en klasse bedre end os.
18.maj 2022: TM Tønder – Bjerringbro-Silkeborg: 26-29
TM Tønder leverede en kæmpe indsats mod mægtige BSH. Det var en hel lige kamp og man så midtjyder der lå på gulvet med krampe, så meget måtte de kæmpe i Klosterhallen. Til sidst viste Jacob Lassen og Nikolaj Øris, hvorfor de var landsholdsspillere og fik vendt kampen til sejr. Flot indsats af TMT.
10.maj 2023: TM Tønder – KIF Kolding
Venter en ny stor præstation af TM Tønder?