TMT Red Support satte gang i hallen i Århus

TMT Red Support satte gang i hallen i Århus

Med højt humør og stor tro på vores hold, drog vi afsted mod Århus søndag eftermiddag. Med lidt Øl/vand på bussen, sponsoreret af de tre spillere, Carl, Nicolai og Kasper, der besøgte os ved julefrokosten sidste weekend, var der gratis drikkevarer til de tilmeldte. Det gjorde ikke humøret dårligere og en halv time før kampstart stod vi klar til at bakke holdet op, med tre store trommer etc.

Skovbakkens håndboldafdeling har ikke den store tiltrækningskraft af tilskuere og inden søndagens kamp var det gennemsnitlige tilskuertal på 113, hvilket er synd, når man har sådan en flot hal. Da Odder var på besøg var der 207 tilskuere, og ellers har det ligget mellem 75 og 85. Til søndagens kamp mellem Skovbakken og TM Tønder var der 163 tilskuere, og så kan ham hurtigt regne ud at i hvert fald halvdelen heppede på TMT.

TM Tønder havde ikke de store problemer med at score mål mod et Skovbakken hold der brugte rigtig meget tid på forsvars/angrebsudskiftninger og generelt bare forsøgte at få tempoet ud af kampen. Godt skydende Skovbakken spillere formåede dog at holde spændingen intakt i 1.halvleg, ikke mindst deres topscorere Anders Gade og Tobias Jørgensen, med henholdvis fem og seks scoringer før pausen. Sidst i første halvleg trak TMT lidt fra og gik til pause, foran 17-21.

Efter pausen fik TMT gang i forsvars og målmandsspillet og efter 10 minutter havde Skovbakken blot scoret to gange og TMT førte således 19-28. Især returløbet fortjener stor ros, man spurtede simpelhen tilbage efter scoringer og var dermed klar til at forsvare sig. Skovbakken forsøgte sig både med syv mod seks spil og 3-3 forsvar, men TMT havde modtræk til det hele og vandt slutteligt helt fortjent 31-38.

En stille og rolig tur hjem i noget der mindede om snestorm, ja tro det eller ej, men det var der i de østlige egne, hele vejen fra Århus til Vamdrup, værst omkring Vejle, kunne ikke ødelægge humøret over endnu en overbevisende indsats af holdet.

Og tilbage til de mange Tøndertilskuere i halen. Det var en fornøjelse at kigge langs tribunen efter kampen og se de mange hænder fra hele tribunen der klappede i retning nod TM Tønders drenge. En kæmpe tak skal lyde til dem der tog turen, men også til de mange tøndringer, der har bosat sig i Århus og havde valgt at tage i hallen og bakke TMT op. Holdet er rigtig glade for opbakningen og sagde efterfølgende pænt tak til alle der var mødt op.

Alle billederne er taget af vores egen fotograf, Torben Sjøhart Lund.