Søndag var der igen kaldt til bold i Tønderhal 2 og denne gang mødtes TMT og Århus HC. Først var der dog kaldt til Fanzone og vi var ikke helt så mange som normalt og det afspejlede fint tilskuertallet i hallen, hvor kun 420 var mødt op, her i den travle juletid.
De to spændende spillere, Malte Pedersen og Mathias Nikolajsen kiggede ind og vi fik en snak om lidt af hvert. Malte og Mathias kunne berette om at det er en rigtig spændende tid at være en del af TM Tønder Håndbold og at projektet har drevet dem til Tønder og for Mathias’ vedkommende fået ham til at forlænge sin kontrakt. Begge er lærervikar og de kunne fortælle at de arbejder på samme skole. Bl. a. fortalte Mathias at denne sæson med ny træner og ny spillestil og rigtig mange nye holdkammerater, så var det næsten som at starte forfra i en ny klub, også for dem der var her i forvejen. Endelig gav de to spillere en optakt til dagens kamp, som de forudså ville blive meget tæt.
Og det blev en flot kamp. I det første kvarter var det først gæsterne og siden TMT der havde en god periode. Fra stillingen 6-6 var det bare en dramatisk og super tæt kamp, med masser af flot forsvarsspil og snert i tacklingerne. 12-12 ved pausen og dramatikken fortsatte efter pausen, hvor en Århus spiller nok skulle have haft både rødt og blåt kort, men ellers var der ikke en finger at sætte på dommernes præstation. De sidste 5-10 minutter så Århus trætte ud, men de havde alligevel alle marginalerne og alt heldet til sidst og vandt 26-27. ØV, men med den præstation, det spil vi leverede søndag eftermiddag, ja så er der intet at bekymre sig over. Vi er super tilfredse med drengene og havde der bare været 200-300 tilskuere mere i hallen, var den måske tippet vores vej, hvem ved.
På søndag er der kamp igen og der er Fanzone igen. Denne gang flytter vi over på den anden side af gangen, da der er ungdomsstævne i hallen og TMT foreningen partout VIL have vores rum. Til gengæld får vi fornemt besøg af en ung spiller der har spillet A-landskampe og har scoret over 100 mål i ligaen i denne sæson. Hvem det er får i snart at vide, men vi glæder os helt vildt til besøget. Sammen er vi stærke og vi håber at rigtig mange kommer i hallen og i Fanzonen på søndag.