Vi er meget fortrøstningsfulde

Vi er meget fortrøstningsfulde

I de sidste tre ugers tid, er der brugt masser af energi på at få det nye hold spillet sammen. 12 nye spillere, en ny træner og en ny spillestil har menuen budt på, så der er nok at se til. Indtil nu har den stået på træning, træningslejr og ikke mindre end fem træningskampe og TMT Red Support har set alle kampe og holdet gør et kæmpe indtryk, og for det meste er det positive indtryk.

Der blev lagt hårdt ud med kampe mod to stærke ligahold. SønderjyskE som vi langt hen af vejen spillede helt lige op med og kun 10 dårlige minutter gjorde at modstanderne trods alt vandt med 5 mål, 29-24. Under træningslejren på Rømø, skulle holdet op mod det stærke hold fra Ribe-Esbjerg på træningslejrens 3.dag. Det var et TMT hold med ømme ben og trætte hoveder og det kunne ses, især før pausen. Spillerne fortjener stor ros for at de alligevel mandede sig op efter pausen og gav REHH kamp til stregen og vi “kun” tabte 20-26.

Efter disse to svære opgør gik turen til Rødding, hvor en af vor onde ånder, Grindsted stod på menu’en. TMT leverede en stor præstation og vandt med 28-25 i en kamp hvor alle fik godt med spilletid. Grindsted kom flere gange tæt på og holdet skal have stor ros for at holde hovedet koldt og tage sejren hjem. Få dage efter stod der Lübeck-Schwartau på programmet, en lidt ukendt modstander. Tyskerne lagde bedst fra land og lå i et stykke tid og førte med 4 mål. Vendepunktet kom da Rune Schrøder kom på banen. Rune havde godt med snert i sine afslutninger og sørgede for at der kom balance på måltavlen. Efter pausen var Schrøder igen forskellen på de to hold og i slutfasen var det de unge spillere, der for alvor sørgede for en sejr på 33-27.

Senest var holdet så en tur i Rækker Mølle, som vi tabte begge kampe til i sidste sæson. TMT kom foran med 4 mål og det var også stillingen ved pausen. Midtvejs i anden halvleg fik Rækker reduceret til 16-18 og med et minut igen stod der 23-23. Begge hold havde chancen for sejr, men det endte 23-23 i en kamp hvor der blev brændt for mange chancer. Det var dog godt for holdet at se hvor de står, når det er helt lige til sidst.

Alt i alt ser det ud til at holdet er nået rigtig langt. Forsvarsdelen er 90% af tiden rigtig stærk, selv om mange forskellige konstellationer er prøvet af. På det punkt frygter vi ikke noget. Keeperne får rigtig gode betingelser fra dag et, når sæsonen starter i starten af september. Angrebsmæssigt ser vi forbedringer fra kamp til kamp. Man kan se at der arbejdes på systemer, og der skal nok komme flere til. Holdet kommer til masser af chancer, at nogle af dem ikke går i mål, er ikke det vigtigste før der spilles om point, hvor vi gerne skulle være en smule skarpere i den disciplin. Fløjene ser skarpe ud og det tvinger modstanderne til at dække bredt og give plads til vore stærke strege, eller dække op for vore strege og lade fløjene sprudle. Det bliver med andre ord en udfordring at lægge en taktik mod os. Bredden i bagkæden er fantastisk, så der er al mulig grund til at være fortrøstningsfulde. Vi har 19 spillere, som har kvaliteterne til at spille 1.division.

Den sidste træningskamp mod Give på udebane, giver Lars Krarup mulighed for at få prøvet nogle ting af, rent angrebsmæssigt. Give spiller i 2.division og med al respekt for dem, de har faktisk et godt hold, så er de trods alt den lavest rangeret modstander, her i pre-sæsonen. Derfor vil han sikkert bruge kampen til at prøve nogle ting af og få de sidste småting på plads. Kampen spilles torsdag i festivalen og Red Support kommer ikke med denne gang. Dog ved vi at et par medlemmer kører derop og det er muligt at komme med. Kontakt Allan, så finder han ud af noget samkørsel.

Nu glæder vi os bare til den 3.september, når turen går til Vendsyssel. Sammen er vi stærke, Bomstærke. Vi glæder os som små børn, hold nu kæft et fedt hold vi har i år, både på bænken og på banen.