Frygteligt at være udefans i HØJ

Frygteligt at være udefans i HØJ

24 glade supportere kom til Ølstykke og skulle hurtigt finde ud af, at HØJ Elite er nogle forfærdelige værter. I udebaneafsnittet havde de plantet nogle HØJ tilhængere, og et par af dem opførte sig så vammelt at flere Red Supportere følte sig utrygge i området. Desuden var der ingen vagt i udebaneafsnittet. Det må man kunne gøre bedre i HØJ Elite.

På banen gik det straks bedre. Vi havde styr på deres stærke stregspiller Thomas Solstad, men det gav så ekstra plads til deres unge back, Nørsøller. Til gengæld havde vi nemt ved at score i den anden ende, hvor Jannick Green intet tog. Dermed kunne TMT bringe sig foran med 10-7. Målmandsskifte i HØJ sendte stillingen på 11-11, men så tog Shaq fat i TMT målet og HØJ scorede kun en gang de sidste 10 minutter. Oliver Eggert var storspillende i 1.halvleg og leverede et par håndfulde assist, og 18-12 føringen var ikke et eneste mål for stort.

Efter pausen bragte vi os foran 20-13, men så begyndte vi at lave tekniske fejl. Hele fem tekniske fejl i de første 8 minutter og vi kunne takke Shaq for at vi trods alt stadig var foran 21-19. Med 15 redninger på 34 skud havde keeperen leveret, men de næste seks afslutninger gik ind og et målmandsskifte var nødvendigt. Oliver Briese startede med en redning, men det var i angrebet, at vi havde problemer efter pausen. Vi havde alt for meget respekt for deres tyske keeper, der havde en af de her dage, som han indimellem har, og selv om vi blot var bagud med et mål, syv minutter før tid, så var det deres keeper der afgjorde kampen som endte 31-28. Ærgerligt, efter så fremragende en 1.halvleg.