23 gode minutter er ikke nok i 1.division.

23 gode minutter er ikke nok i 1.division.

Cortes var en evig trussel mod TMT. Foto Torben Lund

Endnu engang var der Fanzone før en hjemmekamp og denne gang havde vi besøg af Jonas Nielsen og Sune Skovsen. Og Jonas, der kommer langsvejs fra, helt fra Sæby i Vendsyssel fortalte at han har bosat sig i Kolding fordi at kæresten spiller håndbold i Fredericia og fordi han arbejder med en handicappet dreng i Haderslev. Sune er flyttet til Tønder og fortalte lidt om sin skade og at han ganske enkelt ikke har nogen tidshorisont på hvor længe den varer. De gav os lidt optakt og planen var noget med at stå godt i forsvaret og løbe nogle lette mål ind. Herefter kiggede vi lidt på hvordan status er i 1.division og fik snakket lidt om de to sidste kampe, hvor Kim bl.a. fortalte om en usportslig gulvtørrer i Lemvig, der fik standset et par TMT angreb. Kim viste også lidt feriebilleder fra Vendsyssel, for måske kunne det være spændende med en overnatning deroppe, når ESV er tilbage i 1.division.Herefter fik vi besøg af Emilie og æ Knejte og vi kaldte Nicklas Rahr Madsen og Jacob Brandt op til en snak. Det gjorde de rigtig godt og Nicklas svarede bl.a. på spørgsmål om hvordan det er at gå fra junior til senior. Jacob fortalte om hvordan det er i år i forhold til sidste år, hvor vi i år rent faktisk har et rent andethold og bedre kan træne systemer osv. Og så fik Jacob æren af at svare på det værste spørgsmål man kan få, at sige nogle ord om træneren, mens hun sidder og lytter. Vi undskylder naturligvis Jacob, men det klarede du saftsuseme godt. Med Emilie er der kommer ro og system på tingene, var noget af det han fortalte.

Håndboldkampen til gengæld, puha, den vil ikke blive husket for hverken kontraspillet eller det gode angrebsspil. Det haltede hele første halvleg, hvor vi aldrig rigtig fik gang i noget som helst. Alligevel var vi tæt på at kunne slæbe et point med i pausen, men det var ikke vores dag og der stod 12-14 ved pausen. Vi havde forventet at se spillere der storspillede fra 2.halvlegs start efter en skideballe, men her blev vi skuffet. De virkede rystede og FIF bragte sig på 13-19 efter 37 minutter. Herfra skete der så endeligt noget med holdet. Vi begyndte at spille det håndbold vi kender og en periode på 14 minutter blev vundet med 10-4, da Balsby udlignede til 23-23. Nu troede vi på det, men nu begyndte FIF at få succes med syv mod seks og indspil til Carl Baun på stregen, flot udført af Jeppe Lyskjær, som vi måske ikke lige havde forventet at se i den rolle. Rune Schrøder blev skadet med 3 minutter tilbage og Carl Baun fik sin 3. udvisning med 75 sekunder tilbage og stillingen 29-30. Nu var chancen der, da Malte udlignede og 45 sekunder tilbage på uret. FIF tog selvfølgelig timeout og så var det selvfølgelig profilen Cortes der skulle afgøre det. Det var vi ikke klar på og så kunne han score det afgørende mål til 30-31.

Det var bare en dårlig dag på kontoret, et fantastisk flot comeback, men det rakte desværre ikke til point. 23 minutters god håndbold rækker bare ikke i 1.division.